Volkswagen ID.3 Neo test og priser
Fra 284.995 kr. · 4 varianter
Kabinen i ID.3 Neo er et Carl Lewis-langt spring frem - Volkswagen har endelig droppet pianolakken og givet os rigtige fysiske knapper igen.













Volkswagen ID.3 Neo anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker17. aug 20268/10Fordele
- Fysiske knapper
- Flad ladekurve
- Funktionelt hatchbackdesign
Ulemper
- Ingen anhængertræk
- Maks 105 kW ladeeffekt
- Prisen på udstyr
Kort om Volkswagen ID.3 Neo
Er den faceliftede Volkswagen ID.3 Neo endelig den elbil, ID.3 burde have været fra starten? Det korte svar er ja, og det er ikke fordi Volkswagen har fundet på noget revolutionerende, men fordi de har rettet stort set alt det, vi har brokket os over i årevis. Priserne starter ved ca. 250.000 kr. for basisudgaven med 51 kWt og 170 hestekræfter, men vores klare anbefaling er udgaven med 58 kWt og 190 hestekræfter fra ca. 285.000 kr., hvor rækkevidden nu er oppe på 490 km mod lige over 400 km før. Spørgsmålet er, om ID.3 Neo kan retfærdiggøre sig selv, når en Tesla Model 3 står lige ved siden af til færre penge?
Priser og varianter
Volkswagen ID.3 Neo fås i 4 varianter, fra 284.995 kr. til 334.995 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Volkswagen ID.3 Neo 61kWh Life AUTO | 190 hk | 490 km | 58 kWh netto | 284.995 kr. |
| Volkswagen ID.3 Neo 52kWh Style AUTO | 170 hk | 412 km | 50 kWh netto | 289.995 kr. |
| Volkswagen ID.3 Neo 84kWh Life AUTO | 231 hk | 626 km | 79 kWh netto | 314.995 kr. |
| Volkswagen ID.3 Neo 84kWh Style AUTO | 231 hk | 624 km | 79 kWh netto | 334.995 kr. |
Design og farver
Designet på Volkswagen ID.3 Neo er ændret lige nøjagtig nok til at du kan se den er ny. Fronten er en lille smule anderledes, fra siden kan du basically ikke se forskel, ud over at spoileren nu er i karrosserifarve i stedet for sort, og bagpå står der Neo og der er fladen under bagruden også blevt karosserifarvet fremfor sort.
Det mest interessante ved ID.3 Neo er faktisk, hvad den ikke hedder. Det er et stort facelift, men ikke stort nok til, at Volkswagen turde kalde den ID. Golf, som de har gjort med ID. Polo. Vi har talt med en produktmand hos Volkswagen om det, og forklaringen er, at når de først introducerer en ID. Golf, skal det være en bil, der sætter helt nye standarder. Den grønne farve på vores testbil koster 8.000 kr. og fælgene omkring 6.000 kr., og begge dele kan du roligt spare væk, hvis du vil holde prisen nede.
Scale Silver
Plads og bagagerum
Pladsen i Volkswagen ID.3 Neo er præcis, som den plejer at være, og det er ment som ros. Bagagerummet er fint med 60/40-nedlæggelse og skilem, altså alle de praktiske ting man gerne beder om. Der er ingen frunk foran, og der er stadig intet anhængertræk, fordi Volkswagen bliver ved med at sige, at det konstruktionsmæssigt ikke kan lade sig gøre. Men både Skoda Elroq og den kommende Audi A2 på samme platform kan godt få det, og så det er og bliver lidt svært at forstå. Kom nu, Volkswagen.
Bagsædet har der aldrig været problemer med i denne model. ID.3 Neo er større indeni end en Golf, og der er god højde til loftet, så det er ikke her, du skal bekymre dig. Materialerne i Life, som kun er den mellemste udstyrsmodel, er okay uden at være lækre lækre, og der er en vis ensformethed i det. Til gengæld sidder vi på stofsæder, og i en tid hvor alle har travlt med at proppe plastiklæder ned i halsen på os, er det faktisk en lettelse.


Infotainment
Betjeningen er der, hvor Volkswagen ID.3 Neo for alvor gør op med fortiden. Der er ikke skyggen af pianolak tilbage i kabinen, og der er kommet rigtige fysiske knapper til både for- og bagruder, uden at man først skal trykke på en mellemknap. Rattet er blevet lidt firkantet, fordi det er moden, men det vigtige er, at knapperne på rattet er fysiske og ikke trykfølsomme flader, vi aldrig helt har forstået pointen ved.
Skærmene i ID.3 Neo er blevet væsentligt større – især den bag rattet, og det nye Android-baserede Volkswagen-system kører hamrende godt. Vi kan indstille instrumentdisplayet, som vi vil, og vælge speedometer og effektmeter – lidt ligesom i gamle dage. Assistenterne kan slås fra i en fart, så hastighedsadvarsel, lane assist og opmærksomhedsovervågning er ude af billedet på få sekunder. Navigation med ruteplanner koster 6.000 kr. ekstra og fungerer virkelig godt, så den udgift bør med i regnestykket, hvis man bruger sin bil på længere ture. Bedst af alt er de fysiske knapper til volumen, temperatur, blæser, recirkulation og maks på ruderne. Det har vi savnet siden bilen oprindeligt blev lanceret.





Køreoplevelse
Volkswagen ID.3 Neo er baghjulstrukken, og den sætter sig over på bagenden, når man giver den gas. Med 190 hestekræfter klarer den 0-100 km/t på 8 sekunder, og det er mere end rigeligt i en bil af denne type. Vi tror faktisk, at mange ville kunne nøjes med basisudgavens 170 hestekræfter, hvis det kun var performance, der afgjorde sagen, men det er heller ikke derfor, man skal opgradere. Det er for det større batteri.
Undervognen er det ene sted, hvor ID.3 Neo deler vandene. Den er smidig hård, hvis man kan sige det sådan: Den banker ikke, og den håndterer ujævnheder pænt, men den ligger til den stramme side. Ellers er der ikke noget at rette op på i køreoplevelsen, og det er en pointe i sig selv. Der er ingen kalibrering at rode med, ingen bip og intet bøvl. Vi endte med at have lyst til at tage en tur mere i denne elbil, og det har vi aldrig haft lyst til i en ID.3 før.





Rækkevidde og opladning
Opladning i Volkswagen ID.3 Neo er en øvelse i at vælge det rigtige kompromis. Maksimal ladeeffekt er 105 kW på DC, er faktisk mindre end tidligere, og det skuffer umiddelbart. Men tiden fra 10-80% er faldet, og det viser at ladekurven er høj og flad: Vi ladede fra 20 til 70 procent, og ID.3 Neo lå på næsten 90 kW effekt hele vejen. Så selvom maksimaleffekten er faldet, så er ladningen mere effektiv, og du kan let toppe den op uden tab i ladeeffekt.
Volkswagen har bevidst valgt en høj og flad ladekurve frem for en imponerende spids, og det giver sindssygt god mening. Du kan i ID.3 Neo nu komme ind på en ladestander med 50 procent på batteriet og stadig få strøm på med fuld effekt.
Effektiviteten hjælper også: Den er nede på 14 kWt pr. 100 km efter bogen, og vi kørte 80 km med cirka 40 km motorvej på lidt over 16 kWh/100 km, mens en tur 35 km på våd landevej i regn landede på 12,4 kWh/100 km. Med 490 km WLTP i udgaven med 58 kWh batteri giver det omkring 420 km ved normal kørsel og cirka 320 km om vinteren, og det gør denne elbil til en reel pendlerbil for de fleste – og betyder, at man ikke nødvendigvis behøver udgaven med 77 kWh batteri længere – heller ikke som pendler.
Beregnet for 61kWh Life AUTO
Alle specifikationer
Volkswagen ID.3 Neo fås i 4 varianter. Priserne går fra 284.995 kr. for indstigningsmodellen til 334.995 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Volkswagen ID.3 Neo i varianten 61kWh Life AUTO.
Hvad koster en Volkswagen ID.3 Neo at eje?
Tallene gælder 61kWh Life AUTO. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Volkswagen ID.3 Neo?
Bør du købe en Volkswagen ID.3 Neo? Vil du have en elbil, der bare virker, er svaret ja, og det er den bedste anbefaling, vi kan give en hverdagsbil. Den minder om den Volkswagen Golf 1,6 FSI, som din ikke specielt bilinteresserede onkel havde, da du var barn. Den er et hverdagsværktøj, der gør sit arbejde uden at gøre et nummer ud af det. Vi kunne oprigtigt ikke finde noget negativt at pege på indeni, ud over at pladsen til telefonen er så glat, at mobilen hopper ud, hvis man kører bare en anelse friskt. Vores testbil kostede 314.000 kr., og tager du farven og fælgene fra, ligger du omkring 300.000 kr., hvilket er bilens sweet spot. Gå efter udgaven med 58 kWt, for basisudgaven til 250.000 kr. med 51 kWt og 170 hestekræfter er simpelthen for nærig i vores optik.
Udfordringen er i virkeligheden mestendels en Tesla Model 3 i basisudgaven. For her slipper du med omkring 30.000 kr. mindre, og du får længere rækkevidde, bedre effektivitet og hurtigere opladning, uden at skulle lægge tech- og navigationspakker til. Men ID.3 er en hatchback og dermed en fundamentalt anderledes konstruktion, og det er dens styrke.
Det manglende anhængertræk er den anden reelle anke, og det bliver kun mere uforståeligt, hvis samme platform kan levere det til andre modeller. Men det, europæiske bilproducenter kan, er at se europæiske forbrugere i øjnene, og her har Volkswagen bygget en bil til nogen, der ikke har brug for 400 hestekræfter eller 256 ambientefarver i kabinen, men for fysiske knapper og en bil, der virker. Bortset fra anhængertrækket og en lille justering af prisen sidder ID.3 Neo bare i skabet.