Kia EV4

Fra 264.999 kr.

Er Kia EV4 en god bil?

Kia EV4 er en bil, vi er endt med at være ret begejstrede for. Ikke fordi den er ophidsende, men fordi den gør alt det rigtige uden decideret at skuffe på et eneste punkt. Den fås med to batteristørrelser og i to karrosseri-varianter: en praktisk hatchback og en mere aerodynamisk fastback. Kia EV4 er en bil, der minder os om, hvad Toyota Corolla har betydet for bilbranchen i 25 år, og det er en ros.

Design

Kia har lagt arbejde i EV4’s design, og resultatet er en bil, der har personlighed uden at være vovet. De smalle, kantede forlygter er Kia-familietræk, vi kender fra EV6, EV9 og kommende EV2, og det fungerer OK her. Bilen er lavere end søstermodellen EV3, hvilket gavner forbruget, og længere, hvilket gavner kabineplads.

Indvendigt er kabinen praktisk og logisk indrettet uden at føles billig. Materialevalget på topudstyrsudgaven er gennemgående lækkert, men på basisniveau er der hård plast i flere flader, som vi gerne så løftet. Hatchback-versionen er den klare anbefaling for hverdagsbrug. Fastback-versionen kommer med en marginal aerodynamisk gevinst, men koster i praktikalitet.

Henter bil...
Kia EV4

Farver til Kia EV4

Vælg farve

Plads og bagagerum

Bagagerummet i Kia EV4 er ikke klasseledende stort, men den store hatchback-åbning gør det fremragende i hverdagen. Skal du på IKEA-tur, lader du hattehylden stå, og så er der masser af plads. Fastback-udgaven findes også, men hvis du primært går efter praktikalitet, peger pilen klart mod hatchback.

Det er på bagsædet, Kia EV4 virkelig excellerer. Akselafstanden er markant længere end på søstermodellen EV3, og det mærkes. Bilen er bred og her er godt med plads. Selv en voksen kan sidde med korsslagte ben uden problemer. EV4 slår både VW ID.3 og de fleste konkurrenter på bagsædeplads, og det er et af de stærkeste enkeltargumenter for at vælge den.

Infotainment og teknologi

Kabinen i Kia EV4 er en hyldest til knapper. Sædevarme, sædekøling, opvarmet rat, vinduer, spejle og børnelås styres alle via fysiske knapper, og det er præcis sådan, vi gerne vil have det. Infotainmentsystemet er ikke det mest visuelt indbydende på markedet, men det er enkelt og lige til, og Kia gør det bedre fra generation til generation.

Klimaanlægget har en permanent blok i bunden af skærmen, så man altid kan justere temperatur uden at navigere i menuer. Apple CarPlay og trådløs opladning er på plads, og parkeringskameraet er heller ikke alt for grynet. Der findes både bedre og værre. Kia EV4 gør hvad man forventer, når man forventer det og på en overbevisende facon.

Sådan kører Kia EV4

Kia EV4 excellerer i sin evne til at gøre præcis, hvad man beder den om, hverken mere eller mindre. Den er begivenhedsløs på den bedste måde: føjelig, forudsigelig og uden et eneste knirk eller løst panel. Vi har kørt knap 1.000 km i den, og køreoplevelsen er konsekvent rolig og tillidsfuld. Der er en sportsindstilling, men vi slog den til to gange (én for at prøve, og én for at demonstrere at den findes), og det er præcis dér, bilens karakter ligger.

Forhjulstrækket og den moderate motoreffekt giver præcis den mængde kraft, du har brug for. Hvis du længes efter en bil, der skubber dig tilbage i sædet, skal du kigge et andet sted. Den primære anke er en smule vindstøj på motorvej, som er en anelse over klassens niveau. Men EV4 er gjort til at få dit blodtryk ned, ikke op, og det lykkes upåklageligt.

“Kun folk med spirende grå stær vælger den aparte sedan, mens hatchbacken er den moderne Corolla”
Henrik Dreboldt Henrik Dreboldt Bilanmelder · Kuffert & Kørehandsker

Rækkevidde og opladning

Kia EV4 bygger på en 400 volt-platform, ikke 800 volt som de dyrere EV6 og EV9, og det betyder, at lynladning ikke er klasseledende. Til gengæld leverer den, hvad den lover. Med batteriet forvarmet via navigationen holdt vi en stabil ladekurve omkring 126 kW gennem hele vores test, og fra 18 til 60 procent tog det 18 minutter.

Forbruget under vores knap 1.000 km lange testperiode lå på 21 kWh per 100 km, primært motorvej i pivkoldt vejr omkring frysepunktet. Vi forventer at sommertallet lander omkring 16 kWh, hvilket giver en realistisk rækkevidde på over 500 km i den store batterivariant. Forvarmningen aktiveres automatisk når man taster ladestationen ind i navigationen, og det fungerer upåklageligt.

Sådan langt kører den i virkeligheden
400 km
Beregnet for Standard Range 204 hk 58.3 kWh Access
Årstid
Kørsel
Officiel WLTP 440 km
Lynladning 10–80 % på ca. 29 min — nok til ~280 km mere.

Specifikationer

Kia EV4 fås i 9 forskellige varianter. Priserne starter fra 264.999 kr. for indstigningsmodellen og strækker sig op til 429.999 kr. for topmodellen. Vælg din ønskede variant i menuen for at se de specifikke tekniske detaljer herunder.

Pris fra (inkl. levering) 264.999 kr.
Variant

Bil & motor

VariantStandard Range 204 hk 58.3 kWh Access
KarrosseriHatchback
Effekt204 hk
Moment283 Nm
DrivlinjeForhjulstrukket
0-100 km/t7,4 sek
Tophastighed170 km/t
Årgang2027

Batteri & opladning

BatteritypeNMC
Forbrug14,7 kWh/100km
Batteri (netto)Ukendt
Max DC ladeeffekt101 kW
Batteri (brutto)58,3 kWh
DC ladning (10-80%)29 min
Rækkevidde (WLTP)440 km
Max AC ladeeffekt11 kW

Kia EV4 priser og varianter

Kia EV4 fås i 9 varianter. Her er den fulde prisliste — fra 264.999 kr. for indstigningsmodellen til 429.999 kr. for topmodellen.

Variant Effekt Rækkevidde Batteri Pris fra
Kia EV4 Standard Range 204 hk 58.3 kWh Access 204 hk 440 km 264.999 kr.
Kia EV4 Standard Range 204 hk 58.3 kWh Prestige 204 hk 440 km 279.999 kr.
Kia EV4 Long Range 204 hk 81.4 kWh Access 204 hk 625 km 289.999 kr.
Kia EV4 Long Range 204 hk 81.4 kWh Prestige 204 hk 625 km 304.999 kr.
Kia EV4 Long Range 204 hk 81.4 kWh Upgrade 204 hk 594 km 334.999 kr.
Kia EV4 Long Range 204 hk 81.4 kWh GT-Line 204 hk 584 km 349.999 kr.
Kia EV4 Long Rng Perf AWD 265hk 81.4kWh Upgrade 265 hk 560 km 359.999 kr.
Kia EV4 Long Rng Perf AWD265hk 81.4kWh GT-Line 265 hk 550 km 374.999 kr.
Kia EV4 Long Range Perf AWD 292hk 81.4kWh GT 292 hk 505 km 429.999 kr.

Udstyr og standardpakke

Herunder kan du se hvad der følger med som standard på Kia EV4 i varianten Standard Range 204 hk 58.3 kWh Access, og hvad der ikke er inkluderet. Vælg en anden variant ovenfor for at opdatere listen.

Varmepumpe Standard
Sædevarme foran Standard
Opvarmet rat Standard
Elektrisk bagklap Ikke standard
Keyless entry Standard
Digital nøgle Standard
Adaptiv fartpilot Standard
Parkeringssensorer Standard
Bakkamera Standard
360° kamera Ikke standard
Head-up display Ikke standard
Isofix Standard
Apple CarPlay & Android Auto Standard
Vehicle-to-Load (V2L) Ikke standard
Vehicle-to-Grid (V2G) Ikke standard
Vehicle-to-Home (V2H) Ikke standard

Bør du købe Kia EV4?

Kia EV4 er en bil, der lykkes ved ikke at skuffe. Den begejstrer ikke på et eneste punkt, men den leverer fra ende til anden præcis det, du forventer, og det er en kvalitet, der er undervurderet i en tid, hvor mange nye elbiler kæmper for opmærksomhed med dramatiske tal. Vi anbefaler klart udgaven med det store batteri, fordi rækkevidden og den marginalt bedre opladning gør den mere alsidig i hverdagen.

Står valget mellem Kia EV4 og VW ID.3, er det et spørgsmål om temperament. VW  giver dig en mere digital kabine og en mere kontant køreoplevelse. EV4 giver dig fysiske knapper, en hatchback-bagklap, bedre bagsædeplads og Kias syvårige fabriksgaranti, der i øvrigt ikke kræver autoriseret værksted. For mange købere er det den mere helstøbte pakke. EV4 er den nye Corolla, og det er en stor ros.

Find den bedste ladeløsning til din Kia EV4 Svar på få spørgsmål og få din reelle månedspris — eje, leje eller offentlig. Find ladeløsning

Ofte stillede spørgsmål om Kia EV4

Hvad koster en Kia EV4?

Prisen starter fra 264.999 kr. fordelt på 9 varianter.

Hvor langt kører en Kia EV4 på en opladning?

Kia EV4 har en officiel WLTP-rækkevidde på op til 625 km afhængigt af variant og batteristørrelse.

Hvor hurtigt lader en Kia EV4?

Kia EV4 lynlader fra 10 til 80 % på ned til 29 minutter ved op til 128 kW DC.

Er Kia EV4 firehjulstrukket?

Kia EV4 fås som forhjulstrukket og firehjulstrukket.

Hvor stort er bagagerummet i en Kia EV4?

Kia EV4 har et bagagerum på op til 435 liter.

Hvor meget kan en Kia EV4 trække?

Kia EV4 har en maksimal trækkraft på op til 1.000 kg (bremset anhænger).

Alternativer til Kia EV4

Er du ikke helt solgt, er der oplagte alternativer herunder, som minder om i plads og pris, men er de bedste vurderet ud fra anmeldelserne. Prøvekør gerne flere, før du beslutter dig.