MG IM6 første tur og priser
Fra 399.999 kr. · 2 varianter
Højt tyngdepunkt, blød undervogn, 751 hestekræfter og et slapt styretøj. Den kombination går bare ikke op.










Vores første tur i MG IM6
MG IM6 er SUV-udgaven i MG's nye topmodel med IM-betegnelsen, og med den tager mærket skridtet fra Lidl til Irma. Vi kørte den på både motorvej, i by og op ad nogle bjergveje. IM6 og sedanen IM5 hænger sammen lidt ligesom Tesla Model Y og Model 3: de er stort set ens i bunden og kommer til Danmark med samme store 100 kWh batteri og samme drivlinjer. Med priser fra 399.999 kr. får man for 10.000 kr. mere end i IM5 et bedre bagsæde, et større bagagerum og luftundervogn som standard.
Priser og varianter
MG IM6 fås i 2 varianter, fra 399.999 kr. til 439.999 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| MG IM6 bev 100kwh long range | 407 hk | 625 km | 100 kWh brutto | 399.999 kr. |
| MG IM6 bev 100kwh performance awd | 751 hk | 505 km | 100 kWh brutto | 439.999 kr. |
Design
MG IM6 har en designlinje bagtil, der isoleret set har noget Aston Martin over sig, og den er ret flot. Som helhed er bilen dog ikke lige så harmonisk som IM5. Den minder om et billede, der er blevet trukket for højt i PowerPoint, fordi der er lagt 10 til 15 centimeter ekstra højde oven på hele vejen langs bilen sammenlignet med IM5.
IM6 er næsten lige så stor som Xpeng G9, men den ser ikke så stor ud, og det skyldes blandt andet den faldende taglinje. Til gengæld betyder den coupéagtige form, at den blinde vinkel bagud er så stor, at man kan gemme to børnehavegrupper og en Christiania-cykel i den, når man skal svinge til højre. Spejlene er gode, men udsynet er dårligt. Der er heller ingen bagrudevisker, og det er et problem de morgener, hvor dug og støv bliver til en klistret masse på bagruden.
Plads og bagagerum
Bagsædet i MG IM6 er klart bedre end i IM5. Kabinen er højere, så der er plads til et højere sæde, og her sidder man fint. Ryglænet kan lægges dobbelt så meget ned som i sedanen, og det hjælper på komforten på lange ture. De rammeløse døre går igen fra IM5, og det kan vi godt lide.
Bagagerummet i IM6 er markant større end i IM5, og under gulvet er der et ekstra rum, der formentlig er vandtæt. Så er der plads til de våde gummistøvler efter en fisketur. Der er også en frunk, men det er ikke stort, og bilen kan trække 1.500 kg, uanset om man vælger bag- eller firhjulstræk.



Infotainment og teknologi
MG IM6 kommer fuldt udstyret, og kabinen omkring føreren er den samme som i IM5. De ekstra ting er primært fælge og anhængertræk. Trækket var ikke prissat, da vi kørte bilen, men vi regner med, at det bliver lidt dyrere end på MG S6 - så altså omkring 17.000 kr.. Der er store skærme både foran føreren og i midten, og telefonen lader trådløst med høj effekt. Rattet indstilles manuelt, og det er en lettelse i forhold til de kinesiske biler, hvor man skal gennem flere undermenuer for at gøre det samme.
Den bedste detalje i IM6 er, at man kan slukke for alle de irriterende advarsler fra førerassistenterne med et enkelt swipe. Mange kender det at have en passager, der kommenterer trafikken hele tiden, og det er møg rart at kunne få bilen til at tie stille. Ellers er systemerne ikke specielt nyskabende, men IM6 har alt det, der skal til. Vi går mere i dybden med betjeningen, når vi har haft bilen hjemme i Danmark til test.



Sådan kører MG IM6
MG IM6 har luftundervogn som standard, og den er meget blød. Når man kører langsomt over bump, er den behagelig, men den er også svampet og livlig på den dårlige måde. Sportsindstillingen gør den kun lidt hårdere over bump, så der er ikke den store forskel. Det mest underlige ved IM6 er styretøjet. Det er ikke upræcist, men det er slapt, og man kan bevæge rattet lidt frem og tilbage, uden at bilen reagerer. Det minder om de gamle danske film fra 60'erne, hvor skuespillerne drejer rattet hele tiden, mens bilen bare kører ligeud. I rundkørslen hælder bilen tydeligt til siden, så selv en blød Citroën ville synes, det var lige i overkanten.
Med 751 hestekræfter i den firhjulstrukne IM6 er accelerationen vanvittig, og det er langt flere kræfter, end nogen har brug for. MG kunne ikke rigtig forklare os hvorfor, men det giver dem mulighed for at sige, at IM6 er hurtigere end Tesla Model Y og Xpeng G6. Kombinationen af SUV, højt tyngdepunkt, blød undervogn, 751 hestekræfter og slapt styretøj går bare ikke op. Den er hverken rigtig god eller rigtig dårlig, men det er en underlig blanding. Bilens partytrick er til gengæld firehjulsstyringen. Ved parkering drejer baghjulene med forhjulene, så IM6 kan køre skråt sidelæns, og når man drejer helt, drejer de modsat, så bilen kan vende på næsten ingen plads. Det er ret imponerende, og det kan gøre hverdagen på trange parkeringspladser meget nemmere.



Rækkevidde og opladning
MG IM6 har op til 100 kWh batteri og en officiel WLTP-rækkevidde på op til 625 km. Ved en lynlader tager den op til 396 kW, og 10–80 % er overstået på ned til 17 minutter. Hjemme lader den med op til 11 kW.
Beregnet for bev 100kwh long range
Alle specifikationer
MG IM6 fås i 2 varianter. Priserne går fra 399.999 kr. for indstigningsmodellen til 439.999 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på MG IM6 i varianten bev 100kwh long range.
Hvad koster en MG IM6 at eje?
Tallene gælder bev 100kwh long range. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Vores foreløbige vurdering af MG IM6
Efter vores første tur står MG IM6 som det praktiske valg af de to nye MG-modeller. For 10.000 kr. mere end IM5 får man et bedre bagsæde, et klart større bagagerum og luftundervogn som standard. Batteriet er stort og lader absurd hurtigt. Det forklarer også, hvorfor bilen er dyrere end Zeekr 7X, Xpeng G6 og Tesla Model Y. I Danmark får man kun det store batteri, fordi den mindre udgave fra andre markeder bygger på en 400-volts platform og lader langsommere. IM6 passer til dig, der kører meget langt, eller som ikke har en ladestander derhjemme, men for de fleste pendlere er det mere, end der er brug for.
Køreoplevelsen er den største svaghed. Den bløde undervogn, det slappe styretøj og 751 hestekræfter i en høj SUV passer ikke sammen, og udsynet bagud er dårligt. Firehjulsstyringen er til gengæld et ægte plus i hverdagen. Vi har endnu ikke haft MG IM6 til en fuld uges test i Danmark, så den endelige Bilmo-dom kommer først, når vi har kørt den på hjemmebane og målt forbrug og ladning under danske forhold.