Kia EV2
Er Kia EV2 en god bil?
Kia EV2 er den lille elbil, Kia i den grad har savnet i modelprogrammet – en funky lille sag til omkring 200.000 kr., der skal samle de kunder op, som tidligere kørte Picanto og Rio. Den fås med to batteristørrelser på 42,2 og 61 kWh, hvor den lille byder på 317 km WLTP, mens den store kommer op på lige over 400 km. Kald den bare en minibil, men i praksis er den på størrelse med en 10 år gammel Volkswagen Golf.
Design
Designet på Kia EV2 deler vandene – og det er helt med vilje. Fronten er kantet og markant, præcis som på mærkets øvrige elbiler, og du er ikke et sekund i tvivl om, at det er en Kia. Baglygterne er måske mere specielle end decideret kønne, men karakterfulde er de. Det er et udtryk, man enten falder for eller står helt af på.
Vi fik forklaringen af en produktansvarlig hos Kia. Elbilmarkedet er i dag fyldt med både traditionelle producenter og nye kinesiske mærker, og hvis kunderne skal kunne huske, hvem man er, må man designe ekstremt karakteristisk. Så må man leve med at miste dem, der ikke bryder sig om stilen – til gengæld husker dem, der falder for den, bilen længe. Den strategi kan vi følge, og i et segment, hvor mange biler ligner hinanden, tør Kia EV2 faktisk noget.
Farver til Kia EV2
Vælg farve
Plads og bagagerum
Pladsen er en af Kia EV2’s stærkeste kort. Med den lange akselafstand kan testkøreren sidde fint på bagsædet med sine 1,81 meter, og det er mere, end man kan sige om Renault 5 og Nissan Micra, hvor det er lige til øllet med knæpladsen på bagsædet. Vælger du udgaven med kun to bagsædepladser, kan stolene endda justeres individuelt i længden, så du selv fordeler pladsen mellem passagerer og bagagerummet. Det er en fleksibilitet, vi normalt ser i større biler.
Bagagerummet er regulært med et ekstra rum under bunden, og den manuelle bagklap er vi kun glade for. Kabinen er fyldt med jordnære løsninger som kroge til jakken på forsæderne og rum til alt det, man slæber med sig, og på krogen må den trække 750 kg uanset batteristørrelse. Det kan de fleste minibilejere sagtens leve med.
Infotainment og teknologi
Betjeningen i Kia EV2 er absurd intuitiv. Kabinen har tre skærme, men det vigtige er, at de suppleres af rigtige fysiske knapper til klimaanlæg, genveje, spejle og sædevarme, og at knapperne på rattet giver et mærkbart klik, når man trykker. Fartalarmen slås fra ved at holde en enkelt knap inde et øjeblik, og det er noget, rigtig mange har efterlyst. Der er heller ingen pianolak i kabinen, og det er vi kun taknemmelige for.
Helt fri for irritation er systemet dog ikke. Førerovervågningen og vejbaneassistenten skal stadig slås fra inde i menuen, medmindre man selv programmerer favoritknappen til det, og skærmen måtte gerne reagere en anelse hurtigere. Vær også opmærksom på, at den rigtige navigation er pillet ud af basisudgaven, så vil du have det fulde system, skal du op i udstyr. Med det sagt fungerer helheden så gnidningsfrit, at funktionaliteten fortjener et kæmpe UG – og bilen ønsker dig oven i købet en god dag i kulissen til dørhåndtaget, når du forlader den.
Sådan kører Kia EV2
Kia EV2 er først og fremmest en rolig og komfortabel bil. Undervognen sluger brosten, bump og byens andre ujævnheder næsten umærkeligt, og det er præcis den slags, en bybil skal kunne. Kræfterne er ikke prangende, men bilen er hurtig nok til hverdagen, og den står sikkert og trygt på vejen. Forhjulene griber godt fat i asfalten, og der er hverken tendenser til hjulspin eller understyring, som vi ville have oplevet i en kinesisk BYD Dolphin.
På motorvejen mærker man, at det ikke er verdens hurtigste bil, og forbruget begynder at kravle op, når farten stiger – aerodynamikken er ikke bilens stærkeste kort. Til gengæld kørte den længere end lovet i den seneste norske NAF-rækkeviddetest, og det ser vi sjældent. Kia EV2 er ikke en bil, der smører køreglædens brede smil på læberne, som en Cupra Raval kan – det her er mere en kør fra A til B og vær glad-bil. Og den slags biler er der også brug for.
“Kia har virkelig forstået den europæiske bilkøber - en bybil med rigtige knapper, masser af muligheder og et infotainment, der bare fungerer.”
Henrik Dreboldt
Bilanmelder · Kuffert & Kørehandsker
Rækkevidde og opladning
Opladning er et område, hvor Kia EV2 skiller sig ud fra konkurrenterne. Som den første Kia kan den tilkøbes med 22 kW AC-ladning, så du kan lade markant hurtigere derhjemme eller på byens hurtige almindelige ladestandere – hvis man har adgang til alle 22 kW. For en elbil, der skal leve sit liv i byen, giver det rigtig god mening. Der er også vehicle to load, så du kan trække strøm ud af bilen til en elcykel eller en elgrill, det skal dog ligesom varmepumpen tilkøbes.
Ved lynladeren beviste bilen påstanden om, at Kia er dygtige til stabile ladekurver. Effekten lå højere, end vi havde regnet med, og den holdt sig stabilt på et fornuftigt niveau, selv efter batteriet rundede 50 procent. Det blæser os ikke bagover, men det bekræfter, at Kia hører til blandt de dygtigste, når det gælder at holde en høj ladekurve. Batteriet kan desuden forvarmes manuelt, så det er klar til fuld effekt, når du rammer lynladeren.
Specifikationer
Kia EV2 fås i 7 forskellige varianter. Priserne starter fra 184.999 kr. for indstigningsmodellen og strækker sig op til 249.999 kr. for topmodellen. Vælg din ønskede variant i menuen for at se de specifikke tekniske detaljer herunder.
Bil & motor
Batteri & opladning
Kia EV2 priser og varianter
Kia EV2 fås i 7 varianter. Her er den fulde prisliste — fra 184.999 kr. for indstigningsmodellen til 249.999 kr. for topmodellen.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Kia EV2 Access m. 4 sæder Standard Range (FWD) | 147 hk | 312 km | – | 184.999 kr. |
| Kia EV2 Prestige m. 5 sæder Standard Range (FWD) | 147 hk | 317 km | – | 199.999 kr. |
| Kia EV2 Prestige m. 5 sæder Long Range (FWD) | 135 hk | 453 km | – | 214.999 kr. |
| Kia EV2 Upgrade m. 5 sæder Standard Range (FWD) | 147 hk | 308 km | – | 214.999 kr. |
| Kia EV2 Upgrade m. 5 sæder Long Range (FWD) | 135 hk | 440 km | – | 229.999 kr. |
| Kia EV2 Black-Line m. 5 sæder Long Range (FWD) | 135 hk | 418 km | – | 249.999 kr. |
| Kia EV2 GT-Line m. 5 sæder Long Range (FWD) | 135 hk | 418 km | – | 249.999 kr. |
Udstyr og standardpakke
Herunder kan du se hvad der følger med som standard på Kia EV2 i varianten Access m. 4 sæder Standard Range (FWD), og hvad der ikke er inkluderet. Vælg en anden variant ovenfor for at opdatere listen.
Bør du købe Kia EV2?
Kia EV2 gør alting rigtigt. Vi er begejstrede for måden, den kører på, for den intuitive brugerflade og for de mange valgmuligheder – 22 kW AC-ladning, justerbart bagsæde og et infotainmentsystem, der bare fungerer. Man mærker tydeligt, at det er en bil udviklet og bygget i Europa udelukkende til europæiske bilkøbere, der vil have knapper og lavpraktiske løsninger frem for skærmstyret alting. Netop dér adskiller den sig markant fra de kinesiske konkurrenter.
Det store spørgsmål er prisen. Den billigste udgave starter ved 185.000 kr., men med varmepumpe og udstyrslinjen med rigtig navigation kigger du hurtigt på 220-230.000 kr., og så er du oppe og nappe Kia EV3 i haserne. Segmentet er sindssygt konkurrencepræget, og derfor skal prisen ikke være højere. Kia EV2 ligner dog et af de mest gennemtænkte bud på en lille elbil lige nu, og bør hører den til helt fremme i feltet, når valget skal træffes.
Ofte stillede spørgsmål om Kia EV2
Hvad koster en Kia EV2?
Prisen starter fra 184.999 kr. fordelt på 7 varianter.
Hvor langt kører en Kia EV2 på en opladning?
Kia EV2 har en officiel WLTP-rækkevidde på op til 453 km afhængigt af variant og batteristørrelse.
Hvor hurtigt lader en Kia EV2?
Kia EV2 lynlader fra 10 til 80 % på ned til 29 minutter ved op til 121 kW DC.
Er Kia EV2 firehjulstrukket?
Kia EV2 er forhjulstrukket.
Hvor stort er bagagerummet i en Kia EV2?
Kia EV2 har et bagagerum på op til 362 liter.
Hvor meget kan en Kia EV2 trække?
Kia EV2 har en maksimal trækkraft på op til 750 kg (bremset anhænger).
Alternativer til Kia EV2
Er du ikke helt solgt, er der oplagte alternativer herunder, som minder om i plads og pris, men er de bedste vurderet ud fra anmeldelserne. Prøvekør gerne flere, før du beslutter dig.