Skoda Epiq første tur og priser
Fra 189.995 kr. · 5 varianter
Vi kan ikke finde noget dårligt at sige om Epiq. Den er snusfornuft på fire hjul, og det er præcis derfor, den kommer til at sælge.
















Vores første tur i Skoda Epiq
Skoda Epiq er Skodas mindste elektriske SUV, og det er formentlig en af de vigtigste biler, der lander i Danmark i 2026. Vi har kørt vores første tur i den i Østrig, hvor Skoda havde lånt os topudgaven. Skoda Epiq deler platform, batteri og teknik med Volkswagen ID. Polo, men er bygget lidt højere som SUV og er reelt den elektriske afløser for Skoda Kamiq. Med priser fra 189.000 kr. og en opgivet rækkevidde lige over 400 km (for udgaven med stort batteri) er ambitionen tydelig: at ramme bredt og billigt.
Priser og varianter
Skoda Epiq fås i 5 varianter, fra 189.995 kr. til 259.995 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Skoda Epiq 37 / 38,5 kWh 35 Essence | 116 hk | 313 km | 37 kWh netto | 189.995 kr. |
| Skoda Epiq 37 / 38,5 kWh 40 Essence | 135 hk | 313 km | 37 kWh netto | 194.995 kr. |
| Skoda Epiq 51,7 / 55 kWh 55 Essence | 211 hk | 441 km | 51,7 kWh netto | 219.995 kr. |
| Skoda Epiq 55 kWh Selection Intro Edition | 211 hk | 435 km | 51,7 kWh netto | 244.995 kr. |
| Skoda Epiq 51,7 / 55 kWh First Edition Intro | 211 hk | 431 km | 51,7 kWh netto | 259.995 kr. |
Design
Skoda Epiq bærer mærkets nye designsprog, og forlygterne er Skoda tydeligvis tæske stolte af. Fronten har et gab, der får os til at tænke på en Jeep, og logoet er væk: nu står Skoda-navnet skrevet fuldt ud i stedet, undtagen i hjulkapslerne, hvor den gamle vingede pil stadig får lov at husere. Dørhåndtagene er rigtige, fysiske håndtag, og den slags sætter vi pris på. Samlet set er Epiq mere bastant end sin søskende ID. Polo, netop fordi den er en SUV med lidt mere frihøjde. Den har iøvrigt også en bagrudevisker som standardudstyr.
Ladeporten sidder for første gang på en Skoda forrest på bilen. Årsagen er praktisk: motor og power electronics sidder i forenden, fordi Epiq er forhjulstrukket, og det er med til at holde prisen nede. Indvendigt er kabinen lige ud ad landevejen på den gode måde, og der er nu ambientlys, man kan skrue helt op for og koble sammen med køreprofilerne. Vi er ikke dem, der sætter særlig pris på farvet lys i kabinen, men det er værd at bemærke, at Skoda nu også kan det, kineserne har kunnet et stykke tid.
Platinum White
Plads og bagagerum
Pladsen er Skoda Epiqs stærkeste kort. Bagagerummet er gigantisk efter klassens målestok, og vipper man bundpladen op, gemmer der sig et ekstra rum under, som er absurd dybt. Der er reelt mere plads i Epiq end i en Fabia stationcar, som den et eller andet sted også afløser.
På bagsædet er der anstændig plads, også med en voksen i forsædet. Om Epiq er en minibil eller en familiebil afhænger ikke af karrosseriet, som er ens uanset batteri, men af hvilket batteri du vælger: med det store 52 kWh batteri er den en regulær familiebil, der kan være familiens primære bil, med det lille 37 kWh batteri er den bedst som hustandens bil nr. 2 til ture i nærmiljøet.
Sidst men ikke mindst disker den op med en masse klassiske smarte Skoda Detaljer. Der er masser små rum og aflæggeplads, der sidder en paraply i døren, en detalje mærket deler med Rolls-Royce, og i midterkonsollen ligger et 3D-printet indlæg med plads til kuglepenne, mønter, kreditkort og nøglen. Der sidder en isskabet på indersiden af bagklappen, og der er en lille sjov trakt ved låget til sprinklervæsken. Simply clever kalder Skoda det, og det giver forrygende mening.








Infotainment og teknologi
Infotainment i Skoda Epiq er Google-baseret, og det fungerer umiddelbart fremragende. Den lægger den smarteste rute i GPS'en i forhold til opladning og så den både automatisk og manuel forkonditionering af batteriet til ladning. Menuerne kørte på engelsk i vores testbil, men kommer naturligvis på dansk.
Kabinen har en lang række fysiske knapper, og det er en lettelse. Der er rigtige knapper til ruderne både foran og bagi, til spejlene og til lyset, og rattet har fysiske trykknapper. Gearvælgeren sidder på ratstammen, mens fartpiloten er henvist til en stilk nede bag rattet, hvilket virker lidt gammeldags. Et lille genvejspanel giver hurtig adgang til assistentsystemerne, så fartvarsel og opmærksomhedsovervågning kan slås fra uden at grave i undermenuer. Det eneste, vi virkelig savner, er en fysisk drejeknap til lydstyrken, som den beslægtede ID. Polo har. Til gengæld synes bakkameraets opløsning mærkbart bedre end i Elroq og Enyaq, hvor den er virkelig dårlig.





Sådan kører Skoda Epiq
Skoda Epiq kører på en forhjulstrukket udgave af koncernens elplatform, og den er en anelse simplere skruet sammen end den baghjulstrukne, vi kender fra Elroq og Enyaq. Det kan mærkes. Vi vil ikke kalde den uraffineret, men baghjulsophænget er en billigere konstruktion, der til gengæld giver mere plads i bagagerummet, og kører man lidt friskt hen over ujævne veje, har Epiq sværere ved at falde til ro igen end en elroq. Men det er marginaler og kun når man kører friskt. På jævn asfalt er der ikke noget at komme efter, og som hverdagsbil er den tilforladelig at have med at gøre.
De 211 hk i den største udgave er rigeligt, og bilen føles hverken hidsig eller sløv - den er hurtig nok til, at ingen behøver tænke over det. Sportsindstillingen skærper speederrespons, styretøj og rekuperation en smule, men sdet nærmer sig placebo. Det gør ikke noget, for det her er ikke en bil bygget til folk, der brænder for at køre en omvej hjem. Til gengæld imponerede Skoda Epiq os på plaskvåd vej: sætter man den hårdt an ud af et halvfems graders sving, giver den kun et lille hjulspin fra sig, før elektronikken finder grebet igen - noget mange af dens kinesiske konkurrenter slet ikke magter.


Rækkevidde og opladning
Skoda Epiq har op til 51,7 kWh batteri og en officiel WLTP-rækkevidde på op til 441 km. Ved en lynlader tager den op til 105 kW, og 10–80 % er overstået på ned til 23 minutter. Hjemme lader den med op til 11 kW.
Beregnet for 37 / 38,5 kWh 35 Essence
Alle specifikationer
Skoda Epiq fås i 5 varianter. Priserne går fra 189.995 kr. for indstigningsmodellen til 259.995 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Skoda Epiq i varianten 37 / 38,5 kWh 35 Essence.
Hvad koster en Skoda Epiq at eje?
Tallene gælder 37 / 38,5 kWh 35 Essence. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Vores foreløbige vurdering af Skoda Epiq
Efter vores første tur står Skoda Epiq som en bil, det er svært at finde noget decideret dårligt ved - og lige så svært at blive vildt begejstret for. Den gør ikke noget rigtig fremragende, men den gør heller ikke noget skrækkeligt, og den slags middle of the road er nærmest et kendetegn for hele Skodas familie af el-biler. Ladeeffekten på 105 kW i den største udgave er ikke ophidsende på papiret, men ladekurven er til gengæld flad og høj langt op, og det betyder mere i hverdagen end en høj spids, der dør ved 30 procent. Køber du den mindste udgave, skal du vide, at den lader markant langsommere, og alene derfor er springet til næste trin efter vores mening givet godt ud. En langtursbil bliver Epiq til gengæld ikke: kører du efter bogen og lader fra 10 til 80 procent, er der omkring 200 km mellem ladestoppene om sommeren på en tur ned igennem Europa.
Skal Skoda Epiq være familiens eneste bil, mener vi, den skal have det store batteri og et udstyrsniveau, man rent faktisk har lyst til - og så nærmer prisen sig et sted, hvor en Skoda Elroq pludselig er værd at kigge på. Elroq kører mere voksent, har mere bagsædeplads og lader hurtigere. Som bil nummer to med en ladestander i indkørslen giver udgaven med lille batteri derimod fin mening, for de færreste af hustandens elbiler kører mere end 100 km på en dag, og så er de 37 kWh med 313 km (WLTP) tilstrækkeligt.
Vi har endnu ikke haft Epiq hjemme til en fuld uges test i Danmark, så den endelige dom kommer først, når vi har kørt den på hjemmebane og målt forbrug og rækkevidde under danske forhold. Indtil da lyder vores foreløbige betegnelse på snusfornuft, og det er ment pænt. Det lugter af et 8 eller 9 tal til Epiq.