Peugeot E-208 test og priser
Fra 169.990 kr. · 5 varianter
Ny prissætning gør den til en konkurrent til Renault 5 samt de nye små elbiler fra VW gruppen.








Peugeot E-208 anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker11. nov 20257/10Fordele
- En kraftig prisreduktion har gjort den attraktiv
- Gode køreegenskaber
- Rækkevidden er fin - også som pendlerbil
Ulemper
- Lynlader middelmådigt
- Langsomt reagerende skærm og infotainment
- Bagsædet er ikke imponerende
Kort om Peugeot E-208
Peugeot e-208 er tilbage i faceliftet udgave - og denne gang ser det lysere ud. Med et nyt batteri, 156 hestekræfter, varmepumpe som standard og en markant prisnedsættelse for GT Pack-udgaven er bilen gået fra at være nærmest irrelevant til at være et reelt alternativ i klassen. Vi er faktisk decideret imponerede, og det er et stykke tid siden, vi har været imponerede over Peugeot. Spørgsmålet er, om den kan udfordre Renault 5. Svaret er tættere på ja, end vi havde forventet.
Priser og varianter
Peugeot E-208 fås i 5 varianter, fra 169.990 kr. til 299.990 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Peugeot E-208 STYLE EL 50 kWh 136 Auto | 136 hk | 362 km | 46,3 kWh netto | 169.990 kr. |
| Peugeot E-208 Vision EL 50 kWh 136 Auto | 136 hk | 362 km | 46,3 kWh netto | 179.990 kr. |
| Peugeot E-208 Prestige EL 54 kWh 156 Auto | 156 hk | 432 km | 51 kWh netto | 189.990 kr. |
| Peugeot E-208 GT Pack EL 54 kWh 156 Auto | 156 hk | 421 km | 51 kWh netto | 214.990 kr. |
| Peugeot E-208 GTi EL 54kWh 281 Auto | 282 hk | 353 km | 51 kWh netto | 299.990 kr. |
Design og farver
Peugeot e-208 har altid set godt ud, og det er ikke ændret med faceliftet. Fra den klassiske 205'er og frem har den kompakte Peugeot været en dansk yndling, og designet bærer stadig det franske præg med rene linjer og et karakteristisk front-udtryk. GT Pack-udgaven kommer med gule syninger i kabinen og en carbon-lignende finish, som vi faktisk synes ser rigtig godt ud i denne prisklasse.
Cockpit-filosofien hos Peugeot er anderledes end hos de fleste konkurrenter: I stedet for et head-up display sidder instrumenteringen højt placeret foran et det lille rat, spm er fladt i toppen. Man ser altså henover rattet i stedet for ind gennem det. Det er ikke for alle. Er man vant til et traditionelt stort rat og lav instrumentering, kræver det tilvænning. GT Pack-udgaven tilføjer desuden det tredimensionelle instrument-arrangement, hvor speedometeret visuelt fremstår hævet frem mod føreren. Det er ikke funktionelt nødvendigt, men vi synes det er ret cool.
Gul Agueda
Plads og bagagerum
Bagagerummet i Peugeot e-208 er dejligt regulært, men det er ikke et rum, der byder på smarte løsninger. Der er en enkelt krog til en pose, og kablet til laderen ligger og flyder rundt, fordi der ikke er plads under gulvet. Det nye batteri vejer og fylder det samme som det gamle, så der er ikke gået plads tabt – men der er heller ikke vundet noget.
Bagsædepladsen er ikke videre imponerende, men det har den aldrig været i en 208. Bilen er grundlæggende en kompakt bybil og pendlerbil, og det afspejler sig i kabinens dimensioner. Har man brug for mere plads, må man en bilstørrelse op. Som bil nummer to eller daglig pendlerbil til én person fungerer pladsen dog fint – og cockpittet foran er præget af Peugeots karakteristiske højtplacerede instrumentering og det tredimensionelle displayarrangement, der følger med GT Pack-udgaven.


Infotainment
Infotainmentsystemet i Peugeot e-208 er ikke det mest overvældende, vi har siddet foran. Den store skærm følger med i GT Pack-udgaven, men systemet har ikke gennemgået nogen nævneværdig opdatering med faceliftet. Skærmen reagerer dog præcist og uden forsinkelse, når man trykker på den – og det er faktisk bedre end hos flere kinesiske konkurrenter, hvor man skal trykke flere gange for at opnå det ønskede.
Den store irritation er klimastyringen, som kræver, at man forlader Apple CarPlay, navigerer ind i en undermenu og derefter finder tilbage igen – alt det for at justere temperaturen en smule. En dedikeret knap til op og ned for varmen ville have løst det problem fuldstændigt. Vi kørte primært med trådløs Apple CarPlay, som fungerer fint, men det er værd at bemærke, at der ikke er trådløs opladning af telefonen. Pianolakken på betjeningsfladen samler ridser og fedtede fingeraftryk fra dag ét – det er en klassisk faldgrube.




Køreoplevelse
Peugeot e-208 excellerer som en velafstemt og præcis by- og pendlerbil. Med 156 hestekræfter på forhjulene er den ingen raket, men motorstørrelsen er right-sizing i praksis – der opstår ikke hjulspin, og bilen føles aldrig overbelastet. Styretøjet er præcist og villigt, undervognen er velafstemt, og bilen drejer sikkert ind i sving uden at føles tung eller klodset.
Det er tydeligt, at Peugeot i generationer har fintunet kunsten at lave underholdende forhjulstrukne biler, og det kan mærkes her. Komfortniveauet er faktisk højere end hos Renault 5, og bilen virker gennemført og solid i sin opførsel. Den irriterende blinklys-lyd, som er fælles for hele Stellantis-gruppen, er den eneste lydmæssige anke – men det er noget, man vænner sig til. Topfarten er 150 km/t, og bilen klarer motorvejskørsel uden problemer.


Rækkevidde og opladning
Peugeot e-208 lader middelmådigt, og det har aldrig været bilens stærkeste kort. Men Peugeot har heller aldrig markedsført den som en lynlade-mester, og det skal man have med i sine overvejelser, inden man køber. Vi observerede et gennemsnitligt ladeniveau på 77 kW fra 25 til 44 procent, med et kortvarigt peak på 94 kW i starten – og 20 til 80 procent tager cirka en halv time.
Til gengæld er det nye batteri markant mere effektivt end forgængeren. Det gamle batteri brugte omkring 15,5 kWh per 100 km, mens det nye er opgivet til 14,1-14,2 kWh per 100 km. Vi kørte 705 km med et reelt forbrug på 15,1 kWh per 100 km, og det inkluderede rigtig meget motorvejskørsel. Det er ret pænt. Den officielle WLTP-rækkevidde er 420 km, og vi vurderer, at man realistisk kan forvente 300 km, også om vinteren, med modvind. AC-opladning hjemme sker med 11 kW, og varmepumpe er nu standard på alle udgaver.
Beregnet for STYLE EL 50 kWh 136 Auto
Alle specifikationer
Peugeot E-208 fås i 5 varianter. Priserne går fra 169.990 kr. for indstigningsmodellen til 299.990 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Peugeot E-208 i varianten STYLE EL 50 kWh 136 Auto.
Hvad koster en Peugeot E-208 at eje?
Tallene gælder STYLE EL 50 kWh 136 Auto. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Peugeot E-208?
Peugeot e-208 er vendt tilbage som en reel spiller i klassen, og det skyldes en kombination af det nye batteri, varmepumpe som standard, markant lavere priser og fem års garanti. Før i tiden kostede bilen med det nye batteri langt mere, så der der var den svær at anbefale. Til den nye pris med GT-udstyr, nyt bateteri og længere rækkevidde er billedet et helt andet. Fem års garanti giver ro i maven, og med en relativ lav afskrivning er det svært at finde meget at sætte fingeren på.
Den direkte konkurrent er Renault 5, og valget mellem de to er tæt. Renault 5 har et bedre infotainmentsystem og et mere moderne Google-baseret setup, mens Peugeot e-208 til gengæld er mere komfortabel i undervognen og koster mindre. Er du pendler, bor i Jylland og kører 80-150 km om dagen, er den her bil tæt på genial. Er du derimod meget afhængig af et stærkt skærmsystem og trådløs opladning af telefonen, peger vi på Renault 5. Men som bil nummer to eller primær pendlerbil er Peugeot e-208 absolut et kig værd.