Mini elbiler
3 elektriske modeller · priser fra 226.700 kr. · op til 497 km
Om Mini
Siden BMW genoplivede Mini, er mærket kørt ind på en central plads i det globale automobilhierarki. Mini har forfinet minibilen med premiumflair, og med den rette udstyrspakke kan en Mini Cooper være lige så imagemæssig attraktiv som en stor BMW-luksussedan til det tredobbelte. Det er godt gået med et udgangspunkt, der tilbage i 1959 i Alec Issigonis oprindelige udgave handlede om at lave den mindste og billigste bil overhovedet. Mini har bygget både roadsters og coupeer, men er nu landet på benene med tre modelserier. To, der er ren el, og en, der er el og PHEV. Den nye Mini Cooper fås både som 3-dørs, 5-dørs og cabriolet og som benzinbil og elbil. Sidstnævnte er væsentligt opgraderet over den gamle elbiludgave, hvis batteri var på størrelse med det, der sidder i min skægtrimmer. Men designet er jeg ikke overbevist af, og så bygges den udelukkende i Kina frem til 2026, hvor produktionen flyttes til Europa. Mini Aceman er en ny SUV mellem den lille Cooper og Mini Countryman, og den erstatter Clubman. Countryman kommer både som PHEV og elbil og deler teknik med BMW iX1 og X1. Det betyder, at den er vokset betragteligt, men den ser stadig forrygende ud. Efter et par sløje år ser det faktisk lysere ud for Mini.
- Oprindelsesland
- Storbritannien
- Koncern
- BMW Group
- Ejerland
- Tyskland