Hyundai IONIQ 9 test og priser
Fra 509.995 kr. · 12 varianter
Gigantisk SUV med tårnhøj familieflytter-troværdighed og et design man enten elsker eller hader.













Hyundai IONIQ 9 anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker4. dec 20258/10Fordele
- Hurtig opladning med 800V
- Plads til 7 personer
- Camp-mode
Ulemper
- Højt forbrug
- Føles tung af køre
- Stor til bykørsel
Kort om Hyundai IONIQ 9
Hyundai Ioniq 9 er en gigantisk syvpersoners elbil på over fem meter og reelt Hyundais flagskib - søster til Kia EV9 og bygget på samme 800-volts platform med kæmpestort batteri. Den fås som baghjulstrukket og firehjulstrukket, og priserne starter ved over 500.000 kr. Med en rækkevidde på omkring 600 km og reel hurtig opladning er fundamentet stærkt. Spørgsmålet er, om den imposante kæmpe kan retfærdiggøre både pris og et ret højt forbrug.
Priser og varianter
Hyundai IONIQ 9 fås i 12 varianter, fra 509.995 kr. til 669.995 kr.
Design og farver
Hyundai Ioniq 9 deler vandene på designet, og det er helt bevidst fra Hyundais side. Den har en meget speciel, lodret bagende og firkantede pixels i lygterne, og ligesom søstermodellen EV9 gemmer den sig ikke - det er en bil, der bare siger "her kommer vi", lidt i samme ånd som en Citroen. Vi måtte selv lige vænne os til den, men efter en uge er vi blevet ret vilde med, hvordan den ser ud.
Den slags attitude klæder faktisk et bilmærke, for ingen skal have 100 procent af markedet, og Ioniq 9 har personlighed. Indvendigt er kvaliteten dog til diskussion: nogle af materialerne på dørene og enkelte flader virker en anelse for plastikagtige til en bil i denne prisklasse, og den todelte sort-grå kabine deler også vandene. Men funktionelt og rumligt er der ikke meget at komme efter.
Abyss Black Perleeffekt
Plads og bagagerum
Pladsen er hele pointen med Hyundai Ioniq 9, og her leverer den i topklasse. Anden sæderække fås som en bænk til tre eller i en seks-personers konfiguration med to lækre, elektriske kaptajnstole, der kan køre frem og tilbage, lægges ned og endda dreje 180 grader, så man kan sidde og konversere, mens bilen lader. Der er rigtig god benplads og fin lårstøtte, og selv tredje række er til at komme ind og ud fra.
Bagagerummet er enormt og elektrisk betjent: omkring 300 liter bag tredje sæderække, cirka 900 liter med rækken lagt ned. Helt op mod 2.500 liter, når også anden række er lagt ned. Vil man have de seks sæder, skal man dog op i det dyre Calligraphy-niveau, der koster over 650.000 kr.





Infotainment
Infotainmentet og betjeningen i Hyundai Ioniq 9 er en fryd, for der er fysiske knapper over det hele. Vil vi have det varmere eller skrue ned for lyden, er det bare et klik uden at kigge ned i en skærm, og det er så befriende rart i en tid, hvor alt forsvinder ind i en touchflade. Selv nøglen er en rigtig nøgle med rigtige knapper.
Dertil kommer en stribe gennemtænkte detaljer: et UVC-rum, der efter sigende renser bakterier af for eksempel en sut eller telefon og et samtaleanlæg, så man kan tale med passagererne på tredje række uden at råbe. Navigationen og ruteplanlægningen spiller fuldstændig. Det eneste, vi savner, er en hurtig genvej til at slå de assistentsystemer fra, man ikke gider.




Køreoplevelse
Hyundai Ioniq 9 kører, som man kunne håbe af så stor en bil: roligt og meget komfortabelt. Vi har kørt den frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland flere gange, og det har været en fornøjelse. Støjniveauet er meget lavt, og der er en næsten Range Rover-agtig fornemmelse af at sidde højt og potent. Den kamuflerer sine 2,7 tons rigtig fint og er nem at have med at gøre i hverdagen.
I performance-udgaven klarer den 100 km/t på omkring fem sekunder, og kræfterne sætter sig solidt i maven, men ærligt talt er der ikke meget grund til den vildeste udgave i en bil som denne. Selvom den står neutralt gennem et sving med frisk kørsel. En reel anke er den skuffende store venderadius, som gør U-vendinger besværlige.




Rækkevidde og opladning
Opladning er en af Hyundai Ioniq 9's helt store styrker. 800-volts platformen og det store batteri betyder, at man kan hælde omkring 300 km rækkevidde på batteriet på et kvarter. Reel motorvejsrækkevidde til for eksempel Herning på en opladning er ingen sag, og når man samtidig kan lade så hurtigt, bliver forbruget mindre afgørende, end det var for år tilbage.
Og forbrug er nemlig bilens akilleshæl. Den er opgivet til omkring 20 kWh/100 km, men over vores test på 900 km med 130 km/t og koldt vejr lå vi på hele 31 kWh/100 km, og selv på ren landevej i mildt vejr ramte vi 29. Det er meget langt fra det opgivne, så Ioniq 9 er decideret tørstig - men takket være den hurtige opladning er det i praksis ikke det store problem.
Beregnet for BEV 110KWH ADVANCED
Alle specifikationer
Hyundai IONIQ 9 fås i 12 varianter. Priserne går fra 509.995 kr. for indstigningsmodellen til 669.995 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Hyundai IONIQ 9 i varianten BEV 110KWH ADVANCED.
Hvad koster en Hyundai IONIQ 9 at eje?
Tallene gælder BEV 110KWH ADVANCED. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Hyundai IONIQ 9?
Hyundai Ioniq 9 er en imponerende stor, komfortabel og velfungerende familiekæmpe, og vi er glade for, hvor meget der bare virker: de mange fysiske knapper, den lynhurtige opladning, den lave støj og den enorme plads. Designet har personlighed, og som syvpersoners rejsemaskine er der ikke mange, der gør det bedre.
To ting trækker fra. Forbruget ligger langt fra det opgivne, og selvom den hurtige opladning kompenserer, er den decideret tørstig. Og så er der prisen: søstermodellen Kia EV9 starter omkring 80.000 kr. lavere, og vi synes ærligt talt ikke, Hyundai er et federe mærke end Kia, så man får lidt mere bil for pengene i Kiaen. Vil man have den baghjulstrukne udgave med over 600 km rækkevidde, er det den, vi ville pege på. Ioniq 9 er en rigtig god bil, men det er især prisen og forbruget, der holder den fra det helt store hak.