Kia EV9 test og priser
Fra 449.999 kr. · 7 varianter
Et af de bedste bud på en stor elektrisk SUV med syv sæder. Basisudgaven er mere end rigeligt til de fleste.













Kia EV9 anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker23. sep 20268/10Fordele
- Meget rummelig
- Plads til 7 personer
- Hurtig opladning på farten
Ulemper
- Højt forbrug
- Stor at parkere i byen
- Aldrende infotainmentsystem
Kort om Kia EV9
Kia EV9 er en gigantisk syv-personers elektrisk SUV, der med sine over fem meter i længden og mere end tre meters akselafstand sætter en ny standard for, hvad en stor familie-elbil kan tilbyde. Den fås med to batteristørrelser, lynhurtig opladning og med over 550 km rækkevidde.
Priser og varianter
Kia EV9 fås i 7 varianter, fra 449.999 kr. til 799.999 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Kia EV9 Standard Range 76.1kWh RWD Upgrade | 218 hk | 443 km | 76,1 kWh brutto | 449.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range 99.8kWh RWD Upgrade | 204 hk | 563 km | 99,8 kWh brutto | 509.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range Perform. 99.8kWh RWD Upgrade | 385 hk | 512 km | 99,8 kWh brutto | 549.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range 99.8kWh RWD Premium | 203 hk | 563 km | 99,8 kWh brutto | 574.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range Perform. 99.8kWh AWD Premium | 385 hk | 512 km | 99,8 kWh brutto | 614.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range Perform. 99.8kWh AWD GT-Line | 385 hk | 505 km | 99,8 kWh brutto | 699.999 kr. |
| Kia EV9 Long Range Perform. 99.8kWh AWD GT | 509 hk | 510 km | 99,8 kWh brutto | 799.999 kr. |
Design og farver
Kia EV9 er en boksformet gigant på over fem meter i længden, knap 1,8 meter i højden og lidt over to meter bred med spejlene foldet ud. Akselafstanden er 3,10 meter. Det er dimensioner, der nærmer sig Hummer-territorie. Det er en bil, der fylder i gadebilledet, og det er svært at overse den.
Designmæssigt er EV9 meget kantet og struktureret med tydelige, rette linjer langs siden. Vi har tidligere haft forbehold over for koreanske biler med organiske og bløde former, men her er Kia gået en helt anden vej – og det fungerer. Nøglen er fremstillet i genbrugsmateriale og vejer næsten ingenting, hvilket er et lille men sympatisk detaljevalg. Alt i alt er det et design, vi kan lide, men som altid er smag og behag.
Aurora Black Pearl
Plads og bagagerum
Pladsforholdene i Kia EV9 er tæt på imponerende. Vi tester med en passager på 188 cm på tredje sæderække, og selv her er der overraskende god hovedhøjde. Knæpladsen er til diskussion, og lårstøtten på den bagerste bænk er nærmest ikke-eksisterende, men man sidder ikke krumrygget. Det er ret vildt i en bil af denne klasse. Bagagerummet med alle sæderækker oppe er stadig brugbart, og med tredje række nede åbner der sig et ordentligt bagagerum.
Adgangen til tredje sæderække er løst elegant: sædet på anden række glider frem, og man kan komme ind og ud med overraskende lidt besvær. Man kan desuden justere anden sæderække i længderetningen direkte fra de bagerste bagsæder. Der er børnesikring samt en dedikeret skærm til bagsædepassagerer.






Infotainment
Kabinen i Kia EV9 er ret lækker. Der er ingen pianolak, men i stedet grå plast af en rimelig blød kvalitet. Det samlede indtryk er solidt og gennemtænkt. Infotainmentsystemet består af en stor central skærm til navigation og underholdning samt et separat display dedikeret til klimaanlægget. Det er en løsning vi sætter pris på, da man slipper for at grave sig ned i menuer bare for at justere temperaturen. Systemet responderer hurtigt og uden nævneværdig ventetid men layoutet er ved at være lidt gammeldags at betjene.
Fysiske knapper til temperatur og terræntilstand er store og tydelige – man kan betjene dem med handsker på. Den eneste reelle irritation er, at fartalarmen er unødig besværlig at slå fra. Ulidelig omstændeligt og vi håber inderligt, at Kia snart tilføjer en genvejstast til dette.




Køreoplevelse
Kia EV9 excellerer som komfortbil. Den har ikke luftaffjedring, men kan udstyres med elektronisk undervogn der automatisk blødgør undervognen over ujævnt underlag og strammes op på flad vej. Resultatet er vellykket og er blandt de mest komfortabel undervogne uden luftaffjedring. Bilen er forudsigelig og sikker, og selvom vi provokerer den hårdt op ad stejle stigninger, ville den simpelthen ikke lade sig fremprovokere til unoder.
Der er seks køreprogrammer, herunder Eco, Normal, Sport og terrænindstillinger som Snow, Mud og Sand. I Eco-tilstand frakobles den forreste elmotor i varianter med firehjulstræk, hvilket giver en lille besparelse i forbruget. Forbruget er opgivet til omkring 20 kWh per 100 km, men vi oplever det nærmere 25. Noget man bør have in mente, når man planlægger længere ture.


Rækkevidde og opladning
Kia EV9 bygger på en 800-volt arkitektur, hvilket betyder, at den lader rigtig hurtigt på en DC-lynlader. Det er en reel fordel på lange ture, hvor ladestop kan holdes korte. AC-opladning er de almindelige 11 kW, og det kommer ikke til at ændre sig – der er altså ingen 22 kW AC-opladning at hente.
I varianten med det store batteri på lige under 100 kWh og baghjulstræk er WLTP-rækkevidden omkring 550 km. Det er ikke imponerende længere men heller ikke en katastrofe. Bilen vejer trods alt over 2,5 tons. I praksis bør man forvente et forbrug tættere på 24 kWh per 100 km frem for de opgivne 20 kWh.
Beregnet for Standard Range 76.1kWh RWD Upgrade
Alle specifikationer
Kia EV9 fås i 7 varianter. Priserne går fra 449.999 kr. for indstigningsmodellen til 799.999 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Kia EV9 i varianten Standard Range 76.1kWh RWD Upgrade.
Hvad koster en Kia EV9 at eje?
Tallene gælder Standard Range 76.1kWh RWD Upgrade. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Kia EV9?
Kia EV9 er en imponerende elbil med få konkurrenter, som enten er dyrere eller dårligere biler. Den er komfortabelt sat op, leverer mængder at plads og kvaliteten føles i orden.
Skal man vælge den lille eller den store udgave? Vi er ret overbeviste om, at langt de fleste kan nøjes med det lille batteri og rækkevidden lige under 450 km. Skal man endelige på langfart, lader den nemlig lynhurtigt, og det viser sig ofte at være vigtigere end den meget lange rækkevidde. Samtidig vil langt de fleste lade hjemme i carporten og ikke komme i nærheden af maks-rækkevidden til daglig. Til prisen leverer EV9 en oplevelse, der ikke findes mage hos konkurrenterne.