Subaru Uncharted test og priser
Fra 289.900 kr. · 4 varianter
Køreglad og charmerende elbil der med firehjulstræk leverer ægte Subaru-friluftsliv-attitude.









Subaru Uncharted anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker26. aug 20267/10Fordele
- Hurtig 22 kW AC ladning er standard
- Anhængervægt op til 1.500 kg
- Fås med firehjulstræk
Ulemper
- Langsom opladning på farten
- Gammeldags infotainment
- Materialer i kabinen
Kort om Subaru Uncharted
Er Subaru Uncharted andet end en Toyota C-HR+ med et nyt ansigt? Teknisk set er de to biler stort set identiske, men de bliver markedsført på hver sin måde, og det er præcis der, Uncharted bliver interessant. Priserne starter lige under 300.000 kr. for udgaven med det lille batteri, mens den udgave vi har kørt, har det store batteri og et forbrug så lavt, at der er over 500 km rækkevidde i praksis.
Priser og varianter
Subaru Uncharted fås i 4 varianter, fra 289.900 kr. til 354.900 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Subaru Uncharted Adventure 58kWh | 168 hk | 455 km | 57,7 kWh netto | 289.900 kr. |
| Subaru Uncharted Limited 58kWh | 227 hk | 600 km | 72 kWh netto | 329.900 kr. |
| Subaru Uncharted Touring 77kWh | 343 hk | 525 km | 72 kWh netto | 349.900 kr. |
| Subaru Uncharted Touring 77kWh | 343 hk | 525 km | 72 kWh netto | 354.900 kr. |
Design og farver
Designet er der, hvor Subaru Uncharted for alvor tager afstand fra Toyota C-HR+. Hvor Toyotaen har den meget tydelige shark nose, har Subaru givet Uncharted et "kølergitter", og med de tre lygter synes vi faktisk, den ser en lille smule edgy ud. Fælgene er stort set de samme på de to biler, men bagpartiet er tegnet anderledes, og med den faldende taglinje er der bagfra noget over den, der minder om en Porsche Cayenne Coupé. Taglinjen er ikke bare pynt, for den lave luftmodstand er en stor del af forklaringen på det lave forbrug.
På udstyrssiden får du et 360 graders kamera med allerede i det mindste udstyrsniveau med stort batteri, og det er fedt i praksis. Systemet optager omgivelserne, mens du kører, så du bagefter kan se ned under bilen og opdage en sten i rabatten, som du umuligt kunne have set gennem forruden. Der er også et kamerabaseret bakspejl, som man enten er glad for eller lader være med at bruge. Til gengæld findes Uncharted ikke med bagrudevisker, og det er en reel mangel, for der kommer dug på bagruden om morgenen og sjap på den om vinteren, uanset hvor elegant designet leder luften hen over den.
Metallak
Plads og bagagerum
Bagagerummet i Subaru Uncharted er rimelig rummeligt, men coupédesignet sætter sine grænser. Den faldende taglinje gør, at du ikke kan pakke specielt højt, og der er ingen frunk til ladekablerne. Til gengæld ligger der plader i bunden af bagagerummet, som kan tages op, lægges længere ned eller fjernes en ad gangen. Det er en ret smart måde at bruge rummet forskelligt på.
På bagsædet i Uncharted sidder vi fint med plads til knæene, men gulvet er relativt højt. Det betyder, at lårene slipper sædet, så du kun støtter med bagdelen, og det bliver man træt af på længere ture. Med vores 181 cm strejfer håret loftet en lille bitte smule, så er du meget højere end det, får du bøvl med at sidde bagi. Der er sædevarme, USB-C-ladere, kopholdere og brugbar plads til mobilen, og selvom der er tre seler, skal man have rimelig smalle hofter for at kunne være i midten.


Infotainment
Infotainmentsystemet er der, hvor Subaru Uncharted taber flest point. Grafikken er absurd oldschool og ligner noget, der er lavet i Windows 95, og selvom systemet umiddelbart er hurtigt nok, går det bare langsomt, når man bruger det. Navigationen er overskuelig, men rudimentær, og du kan ikke bede den om kun at lade hos en bestemt operatør, så vejen frem er at hoppe over på Apple CarPlay og bruge de apps, du plejer - og manuelt forvarme batteriet. Førerovervågningen er så hidsig, at den irettesætter dig som en gammeldags opdragelse, hver gang du kigger væk et øjeblik for at skrue på noget. Den er tilmed virkelig bøvlet at slå fra og kræver, at du graver dig ned gennem flere menulag under førerassistance.
Til gengæld har Uncharted masser af fysiske knapper, og de er store, tydelige og lige til at finde ud af. Lås, spejle, ruder, sædehukommelse, dæmpning af kabinelyset, spul og nulstilling af triptælleren sidder alle sammen der, hvor man forventer det. Instrumenteringen sidder højt og langt fremme på instrumentbordet, hvor grafikken er lige så gammeldags som på den store skærm. Men informationerne er nemme at aflæse. Der er ikke noget head-up display.



Køreoplevelse
Subaru Uncharted har i vores testbil over 200 hestekræfter på forhjulene, og mange kræfter på forhjulene giver normalt bekymrede miner, når man skal ud af et sving. Vi accelererede ud af et venstresving på våd asfalt og fik kun en lille bitte smule hjulspin og et enkelt blink fra ESC-systemet, før bilen lagde kræfterne ned i asfalten på en fornuftig måde. Det er her, man kan mærke, at japanerne har bygget biler i mange år, for vejgreb er det, der gør, at du kan styre bilen. Havde det været en gennemsnitlig kinesisk elbil, var vi røget over i marken på den anden side af vejen med den samme acceleration. Der er i øvrigt rigeligt med kræfter til det, bilen skal bruges til.
Det virkelig interessante ved Uncharted er dog forbruget. Den er opgivet til 13,8, og på en blandet tur med landevej og lidt bykørsel i 18 graders sommervejr kører vi 12,9. Det er altså en nøjsom bil. Kombinationen af den faldende taglinje, en lav luftmodstand og en drivlinje, der er effektiv, betyder at det store batteri rækker langt, og det er nok i virkeligheden det, der gør Subaru Uncharted værd at kigge på.



Rækkevidde og opladning
Opladningen er et af de steder, hvor Subaru Uncharted skiller sig tydeligst ud fra sin tekniske tvilling. Alle udgaver lader med 22 kW AC som standard, hvor det er ekstraudstyr hos Toyota. Hurtigladningen topper til gengæld ved 150 kW, og det trækker ned. Bilen kan forkonditionere batteriet manuelt og automatisk via navigationen så det er klar, når du når frem til lynladeren.
I hverdagen redder det lave forbrug en stor del af laderegnskabet i Uncharted, for jo mindre bilen bruger, jo sjældnere skal du holde stille. Med over 500 km reel rækkevidde på det store batteri behøver du ikke planlægge hver eneste tur omkring en lynlader, og det betyder mere i det daglige end de sidste kilowatt på ladekurven. Til gengæld skal du ikke regne med den trådløse telefonoplader i kabinen. Den er så langsom, at vi på godt 20 kilometers kørsel kun kom fra 21 til 25 procent uden at bruge hverken kort eller podcast undervejs.
Beregnet for Adventure 58kWh
Alle specifikationer
Subaru Uncharted fås i 4 varianter. Priserne går fra 289.900 kr. for indstigningsmodellen til 354.900 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Subaru Uncharted i varianten Adventure 58kWh.
Hvad koster en Subaru Uncharted at eje?
Tallene gælder Adventure 58kWh. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Subaru Uncharted?
Subaru Uncharted er en bil, vi godt kan lide, og det handler i høj grad om effektiviteten. Den er nøjsom, den lægger kræfterne fornuftigt i asfalten, den er et fint sted at være, og garantien løber i 10 år, hvis du får den serviceret en gang om året eller hver 15.000 km. Omvendt trækker Windows 95-grafikken ned, de 150 kW hurtigladning trækker ned, og materialerne i kabinen er ikke de lækreste.
Står valget mellem Uncharted og Toyota C-HR+, handler det om to ting: hvor langt der er til nærmeste forhandler, og hvad du vægter på udstyrslisten. Der er væsentligt flere Toyota-forhandlere, men til gengæld får du 22 kW opladning og det store 360 graders kamera som standard hos Subaru i varianten med det store batteri. Den store anke er prisen på den udgave, vi kører i. Til den pris er der rigtig mange konkurrenter.