Porsche Cayenne

Designet på den nye Porsche Cayenne kan diskuteres fra nu af til juleaften, men vi synes, den fungerer. Som almindelig SUV er den decideret pæn, og proportionerne hænger sammen, så man kan se, det er en Porsche, uden at læse badget. Coupé-udgaven er efter vores mening ikke helt lige så vellykket, og der ville vi selv gå efter den klassiske form.

Det er i detaljerne, at Porsche både charmerer og provokerer. Nøglen kan bestilles i præcis samme farve som bilen, og det er en fed detalje, som ingen har brug for, og som vi alligevel gerne ville have. Så opdager man, at den lak koster 6.000 kr. alene på nøglen, og der er man nødt til at sige come on, Porsche. Lidt pebret. Og det er den generelle betragtning omkring ekstraudstyr. Det er hysterisk dyrt. Basisudgaven vi testede til lige over en million løb op i 1,6 mit. kr., på grund af ekstraudstyr.

Porsche Cayenne blev testet på den hårdeste måde, vi kender, nemlig fire mennesker og bagage på en tur gennem Europa. Der er aflægningsrum overalt til flasker, telefoner, sko og alt det andet, der hober sig op på en ferie. Nettet bag forsæderne giver sig, så man faktisk kan få en flaske ned i det, og det er mere, end vi kan sige om de stive klapper, mange nye biler har fået. Sædekølingen foran redder dagen, når man kører i 32 graders varme, og airconditionen er psykopat-effektiv. Det er de små ting, der afgør, om en bil dur som familiebil, når turen bliver lang nok.

Til gengæld var der et par småting der irriterede. Med streg under SMÅting. Glastaget (ekstraudstyr) kunne ikke blændes, og kopholderne sidder i bunden af et rum mellem sæderne, som man uvægerligt komme til at fylde med alt muligt. Så når man skal bruge kopholderen, kan man ikke komme til den. Det trækker ned, netop fordi resten er så gennemtænkt.

Kabinen i Porsche Cayenne er indrettet af nogen, der stadig tror på knapper. Der er fysiske betjeninger til næsten alt, der er synlige skruer, og der er et rigtigt håndtag i stedet for endnu en menu. Instrumentdisplayet kan skiftes mellem flere visninger, og man kan rulle mellem indholdet i hvert felt, så det viser det, man har brug for netop den dag. Fartpiloten har sin egen stilk i stedet for at ligge på rattet, og head-up displayet er så godt, at man savner det, når det ikke er der. Selve rattet er helt basalt, og det er en pointe i sig selv. Det er en Porsche med en tro på den gamle filosofi om, at de vigtigste funktioner skal have sin egen betjening.

Hovedskærmen er konkav, og det gør den større og mere brugbar. Den nederste menulinje ligger fast som standard, og temperatur og lyd justeres med en drejeknap, der fungerer smooth. Vi kan nå de dele af skærmen, vi har brug for undervejs, ved at lægge håndryggen på en særlig pude, og det gør betjeningen mere præcis.

Systemet kører hurtigt, betjeningen er intuitiv og navigationen med ladestop spiller perfekt sammen med Porsches eget Porsche Charging system.

Porsche Cayenne skal bevise, at den stadig er en Porsche, og det gør den fra første sving. Den medstyrende bagaksel er ikke en gimmick, men præcis det, der får en SUV på over 2,5 tons til at føles let på benene, og vi kender ikke andre, der har løst den opgave lige så godt. Vejgrebet er så stort, at det reelt er dit eget mod, der sætter grænsen, ikke bilen. Der er ikke noget tidspunkt, hvor man tænker, at nu er den ved at køre af. Det er en bil, man tager en omvej hjem i, og bedre test på om en Porsche er lykkedes som Porsche findes ikke.

Cayenne har udvendige højttalere, så den lyder som en V8, når man sætter den i sport plus, og vi ved udmærket, at det er falsk. Vi var alligevel underholdt. De passagerer, vi havde med ude at køre, startede med at synes, det var plat, at en elbil skal larme, og endte med at grine, da der blev givet gas.

På motorvejen er den så uanstrengt, at man dårligt kan mærke, når farten stiger. Den samme medstyrende bagaksel, der gør bilen let til bens, redder flere parkeringsmanøvrer på smalle italienske veje i små landsbyer. Den fungerer altså både på snoede veje, i byen og på motorvej. Eneste lille anke er lidt dækstøj fra de udsædvanligt brede bagdæk.

Opladningen er der, hvor Porsche Cayenne ændrer, hvad en lang tur overhovedet er. Den lader absurd hurtigt og ladekurven bliver liggende højt oppe over 300 kW på en DC-lader til op over 70% SoC. I praksis betyder det, at et ladestop varer præcis så længe som en kaffe og et toiletbesøg. På hele turen til Alperne nåede vi aldrig at vente på bilen – længste opladning var på 12 minutter. Så det var snarere den, der skulle vente på os. På forbrugsfronten brugte den omkring 24 kWh/100 km i timen ved tysk motorvejrsmarchhastighed på 160 km/t, og lidt over 20 kWh/100 km ved almindelig kørsel.