Mercedes-Benz CLA Shooting Brake test og priser
Fra 409.900 kr. · 3 varianter
Merprisen er så beskeden, at 8 ud af 10 bør vælge den rummelige shooting brake over standard-CLA'en.





















Mercedes-Benz CLA Shooting Brake anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker25. jun 20269/10Fordele
- Lavt forbrug ved høje hastigheder
- Gode assistentsystemer
- Praktisk bagagerum
Ulemper
- Hurtiglader ikke på 400 volt DC-ladere
- Samlekvalitet og materialer i kabinen
- Høj pris for ekstraudstyr
Kort om Mercedes-Benz CLA Shooting Brake
Mercedes CLA er måske en af de mest betydningsfulde nye elbiler i 2025. Den repræsenterer en ny generation af Mercedes-elbiler med 800-volt teknologi, en rækkevidde på helt op til 792 km WLTP og lynhurtig DC-ladning på over 300 kW. Det er en bil, der sætter nye standarder for effektivitet og teknologi i klassen – og vi er ikke i tvivl om, at den her bil vil der blive talt om længe.
Priser og varianter
Mercedes-Benz CLA Shooting Brake fås i 3 varianter, fra 409.900 kr. til 469.946 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Mercedes-Benz CLA Shooting Brake 200 Shooting Brake Advance Edition | 224 hk | 515 km | 58 kWh netto | 409.900 kr. |
| Mercedes-Benz CLA Shooting Brake 250+ Shooting Brake Advance Edition | 272 hk | 754 km | 85 kWh netto | 429.900 kr. |
| Mercedes-Benz CLA Shooting Brake 350 Shooting Brake Advance Edition | 354 hk | 729 km | 85 kWh netto | 469.946 kr. |
Design og farver
Mercedes CLA er den anden Mercedes-elbil, der rent faktisk har karakter og ikke bare ligner resultatet af en vindtunnel-session uden menneskelig indblanding. Mercedesstjernen er integreret i forlygterne, og fronten er en ægte Mercedes-front med personlighed. Vi synes, det er fedt, selvom konceptbilen var en anelse mere markant. Bagfra bliver CLA en lille smule mere anonym, og det er netop derfor, vi vil anbefale Shooting Break-versionen, som har en væsentligt federe bagende. Der er gjort en enorm indsats for at optimere aerodynamikken ned til mindste detalje – herunder to separate bagkofangere afhængigt af, om bilen har anhængertræk eller ej. Det er nørdet på den gode måde.
Sort
Plads og bagagerum
Bagsædepladsen i Mercedes CLA Shooting Brake er markant bedre i højden end i den almindelige CLA, fordi den ikke har den faldende taglinje. Mine 181 cm er der fint plads til. Knæene sidder ikke op om ørerne, og der er en fornuftig støttet siddestilling under lårene. Bagagerummet er også markant bedre end i den almindelige CLA, da den har en stor tophængslet bagklap, og lægger du sæderne ned, er der plads til en seriøs tur til IKEA. Da bilen er enten baghjulstrukken eller firehjulstrukken ligger der altid en motor under bagagerumsgulvet, som begrænser mulighederne for en dyb bagagebrønd derunder, men til gengæld har den et anstændigt frunk til ladekabler.








Infotainment
Infotainmentsystemet i Mercedes CLA er et Mercedes-system, og det fungerer hurtigt og intuitivt. Der er CarPlay og Android Auto, og ambientebelysningen kan indstilles i et hav af farver. Systemet er udstyret med AI-funktioner, som Mercedes løbende arbejder med – herunder en funktion, der kan lære dine køremønstre og musikpræferencer og forudse, hvad du vil høre på en given tur. Navigationssystemet er koblet til Mercedes' eget ladesystem og planlægger ruten med ladestop ud fra vejforhold, temperatur og faktisk energiforbrug. Det betyder, at systemet eksempelvis kan tage højde for regn og modvind og justere, hvornår du bør lade.








Køreoplevelse
Mercedes CLA kører fænomenalt forudsigeligt. Den fås både med firehjulstræk og baghjulstræk. Styretøjet er tilpas tungt i comfort-mode, og der er en antydning af udskridning i baghjulstrækkeren, der dog aldrig kommer bag på én. Vi oplevede bilen som virkelig komfortabel med en fin balance, og når man presser den, viser det sig, at den sagtens kan håndtere det uden at føles nervøs eller ukontrollerbar. En af de teknisk interessante detaljer ved CLA er dens to-trins gearkasse. Det betyder, at motoren ved motorvejshastigheder kan arbejde med færre omdrejninger end en typisk elmotor, hvilket er en af forklaringerne på det imponerende WLTP-tal. Vi noterede os et forbrug på 13,3 kWh per 100 km over de første 70 km i blandet kørsel inklusiv motorvej og myldretid – det er et tal, der er absolut ikke galt. Topfarten er 210 km/t, og 0-100 km/t klares på 6,4 sekunder i 250'er-udgaven – hvilket er mere end rigeligt.




Rækkevidde og opladning
Mercedes CLA's opladningsevne er et af bilens mest markante salgsargumenter. Med 800-volt arkitektur og DC-lynladning på over 300 kW er den i stand til at lade psykopatisk hurtigt – det er tal, der placerer den i en kategori, som meget få elbiler i dette prislejer kan matche. Men man skal huske at forvarme hvis ikke ladestationene er sat ind i navigationen, for det gør en verden til forskel ved lynladning. Kombinationen mellem en rækkevidde på små 800 km WLTP i udgaven med det 85 kWh og lynladning gør, at man kan kører 1.000 km med kun et kvarters ladepause, og det er langt mere end både børnefamilier eller midaldrende familiefædre kan klare uden et kvarters pause.
Beregnet for 200 Shooting Brake Advance Edition
Alle specifikationer
Mercedes-Benz CLA Shooting Brake fås i 3 varianter. Priserne går fra 409.900 kr. for indstigningsmodellen til 469.946 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Mercedes-Benz CLA Shooting Brake i varianten 200 Shooting Brake Advance Edition.
Hvad koster en Mercedes-Benz CLA Shooting Brake at eje?
Tallene gælder 200 Shooting Brake Advance Edition. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Mercedes-Benz CLA Shooting Brake?
Mercedes CLA er en bil, der sætter en ny standard for, hvad man kan forvente af en elbil i dette segment. Kombinationen af op til 792 km WLTP-rækkevidde, 320 kW lynladning, 800-volt arkitektur og et velfungerende AI-navigationssystem er imponerende på et niveau, vi ikke har set herunder 500.000 kr. tidligere. Vi giver den en høj karakter, fordi teknologien og effektiviteten er vanvittig overbevisende, og der er ikke ét sted, hvor man sidder og tænker, at det burde være gjort bedre på det tekniske plan. Der er dog et par ting, der trækker ned. Kabinekvaliteten lever ikke helt op til, hvad man forventer af en Mercedes til den pris – der er plastikdetaljer og samlinger, der ikke føles på niveau med en konventionel C- eller E-klasse. Men alt i alt er Mercedes CLA en bil, der markerer begyndelsen på en ny generation af elbiler, hvor effektivitet og ladehastighed når nye højder.