Kia EV4 Fastback test og priser
Fra 329.999 kr. · 3 varianter
Kia EV4 er en bil, der lykkes ved ikke at skuffe. Fastbacken er dog både mindre praktisk og dyrere, og giver kun marginale forbrugsgevinster










Kia EV4 Fastback anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker30. jul 20267/10Fordele
- Funktionel kabine
- Lavt forbrug
- Masser af bagsædeplads
Ulemper
- Dårlig adgang til bagagerum
- Aparte hækdesign
- Merpris i forhold til Hatchbacken
Kort om Kia EV4 Fastback
Kia EV4 er en bil, vi er endt med at være ret begejstrede for. Ikke fordi den er ophidsende, men fordi den gør alt det rigtige uden decideret at skuffe på et eneste punkt. Den fås med to batteristørrelser og i to karrosseri-varianter: en praktisk hatchback og en mere aerodynamisk fastback. Kia EV4 er en bil, der minder os om, hvad Toyota Corolla har betydet for bilbranchen i 25 år, og det er en ros.
Priser og varianter
Kia EV4 Fastback fås i 3 varianter, fra 329.999 kr. til 374.999 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Kia EV4 Fastback Long Range 204 hk 81.4 kWh Prestige | 204 hk | 633 km | 81,4 kWh brutto | 329.999 kr. |
| Kia EV4 Fastback Long Range 204 hk 81.4 kWh Upgrade | 204 hk | 612 km | 81,4 kWh brutto | 359.999 kr. |
| Kia EV4 Fastback Long Range 204 hk 81.4 kWh GT-Line | 204 hk | 612 km | 81,4 kWh brutto | 374.999 kr. |
Design og farver
Kia har lagt arbejde i EV4's design, og resultatet er en bil, der har personlighed uden at være vovet. De smalle, kantede forlygter er Kia-familietræk, vi kender fra EV6, EV9 og kommende EV2, og det fungerer OK her. Bilen er lavere end søstermodellen EV3, hvilket gavner forbruget, og længere, hvilket gavner kabineplads. Fastbacken ser en anelse mere aparte ud end Hathbacken, og man skal virkeligt ville designet og den marginalt bedre batteriøkonomi, for at vælge den udgave.
Indvendigt er kabinen praktisk og logisk indrettet uden at føles billig. Materialevalget på topudstyrsudgaven er gennemgående lækkert, men på basisniveau er der hård plast i flere flader, som vi gerne så løftet. Fastback-versionen kommer med en marginal aerodynamisk gevinst, men koster i praktikalitet.
Clear White
Plads og bagagerum
Bagagerummet i Kia EV4 er ikke klasseledende stort, og i Fastback-udgaven bliver det decideret problematisk. For du åbner kun en brevsprække som i en gammeldags sedan, hvor bagruden ikke åbner med op, og det spiller ikke. Skal du på IKEA-tur, så får du kun plads til flade pakker i Fastbacken.
Det er på bagsædet, Kia EV4 virkelig excellerer. Akselafstanden er markant længere end på søstermodellen EV3, og det mærkes. Bilen er bred og her er godt med plads. Selv en voksen kan sidde med korsslagte ben uden problemer. EV4 slår både VW ID.3 og de fleste konkurrenter på bagsædeplads, og det er et af de stærkeste enkeltargumenter for at vælge den.


Infotainment
Kabinen i Kia EV4 er en hyldest til knapper. Sædevarme, sædekøling, opvarmet rat, vinduer, spejle og børnelås styres alle via fysiske knapper, og det er præcis sådan, vi gerne vil have det. Infotainmentsystemet er ikke det mest visuelt indbydende på markedet, men det er enkelt og lige til, og Kia gør det bedre fra generation til generation.
Klimaanlægget har en permanent blok i bunden af skærmen, så man altid kan justere temperatur uden at navigere i menuer. Apple CarPlay og trådløs opladning er på plads, og parkeringskameraet er heller ikke alt for grynet. Der findes både bedre og værre. Kia EV4 gør hvad man forventer, når man forventer det og på en overbevisende facon.



Køreoplevelse
Kia EV4 excellerer også i Fastback-udgaven med sin evne til at gøre præcis, hvad man beder den om, hverken mere eller mindre. Den er begivenhedsløs på den bedste måde: føjelig, forudsigelig og uden et eneste knirk eller løst panel. Vi har også kørt Fastback-udgaven i knap 1.000 km, og køreoplevelsen er konsekvent rolig og tillidsfuld.
Forhjulstrækket og den moderate motoreffekt giver præcis den mængde kraft, du har brug for. Hvis du længes efter en bil, der skubber dig tilbage i sædet, skal du kigge et andet sted. EV4 er gjort til at få dit blodtryk ned, ikke op, og det lykkes upåklageligt.




Rækkevidde og opladning
Kia EV4 bygger på en 400 volt-platform, ikke 800 volt som de dyrere EV6 og EV9, og det betyder, at lynladning ikke er klasseledende. Til gengæld leverer den, hvad den lover. Med batteriet forvarmet via navigationen holdt vi en stabil ladekurve omkring 126 kW gennem hele vores test, og fra 18 til 60 procent tog det 18 minutter.
Forbruget i testperiode lå på 15 kWh kWh per 100 km, primært motorvej forårsvejr, og her viser Fastbacken sig en anelse mere økonomisk end Hatchbacken, idet dens design er væsentligt mere strømlinet. Det giver en realistisk rækkevidde på over 500 km i den store batterivariant. Forvarmningen aktiveres automatisk når man taster ladestationen ind i navigationen, og det fungerer upåklageligt.
Beregnet for Long Range 204 hk 81.4 kWh Prestige
Alle specifikationer
Kia EV4 Fastback fås i 3 varianter. Priserne går fra 329.999 kr. for indstigningsmodellen til 374.999 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Kia EV4 Fastback i varianten Long Range 204 hk 81.4 kWh Prestige.
Hvad koster en Kia EV4 Fastback at eje?
Tallene gælder Long Range 204 hk 81.4 kWh Prestige. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Kia EV4 Fastback?
Kia EV4 er en bil, der lykkes ved ikke at skuffe. Den begejstrer ikke på et eneste punkt, men den leverer fra ende til anden præcis det, du forventer, og det er en kvalitet, der er undervurderet i en tid, hvor mange nye elbiler kæmper for opmærksomhed med dramatiske tal. Vi anbefaler klart udgaven med det store batteri, fordi rækkevidden og den marginalt bedre opladning gør den mere alsidig i hverdagen.
Står valget mellem Kia EV4 og VW ID.3, er det et spørgsmål om temperament. VW giver dig en mere digital kabine og en mere kontant køreoplevelse. EV4 giver dig fysiske knapper, bedre bagsædeplads og Kias syvårige fabriksgaranti, der i øvrigt ikke kræver autoriseret værksted. For mange købere er det den mere helstøbte pakke. EV4 er den nye Corolla, og det er en stor ros.