Jaecoo J5

Jaecoo J5 er svær at se på uden at tænke på Range Rover, for både forfra, fra siden og skråt bagfra er designet fyldt med tydelige lån fra den britiske luksus-SUV. Vi havde gerne set Jaecoo tænke mere selvstændigt, men man kan sige, at de i det mindste har valgt at kopiere en af de flotteste firehjulstrækkere frem for at lave en helt generisk kasse.

Indvendigt er designet relativt rent og pænt, og bilen virker velbygget. Det er bare ikke et design, der bringer noget nyt til bordet, og det er lidt symptomatisk for hele bilen: intet skiller sig for alvor negativt ud, men intet får os heller til at tænke, at her er noget, vi ikke har set før.

Jaecoo J5 leverer fornuftig plads, og fordi den ikke har den coupé-form, som søstermodellen Omoda går efter, er der reelt godt med plads på bagsædet. Vi sidder anstændigt med god benplads og hovedhøjde, der er panorama-glastag og ISOFIX-beslag på de to yderste pladser. Bagagerummet er anstændigt stort med en bundplade, der kan sænkes for ekstra plads, og på krogen må den trække 1.250 kg.

Det er en praktisk og rummelig pakke uden de store overraskelser i nogen retning. Et lille irritationsmoment er, at USB-stikket ved bagsæderne er af den gamle type frem for USB-C, og pianolakken, som Jaecoo er glade for, sidder mange steder og ser hurtigt fedtet ud. Men grundlæggende er det en velbygget kabine til pengene.

Inde i Jaecoo J5 er meget faktisk overraskende intuitivt. Omkring føreren sidder fysiske kontakter til spejle og lys, som vi kender det helt tilbage fra 90’erne, og det fungerer fremragende. Skærmen er nem og logisk, der er trådløst Apple CarPlay, der fungerer godt, og en trådløs telefonlader med køling, så mobilen ikke koger. På udstyr er J5 godt med, blandt andet med både varme og køling i sæderne i topudgaven.

Men der er knaster. Knapperne til klimaanlægget sidder så lavt, at det er svært at nå under kørsel, og taleassistenten forstår simpelthen ikke, hvad vi beder den om. Et lille kamera holder øje med, om vi kigger på vejen, og det er decideret irriterende, og oven i kommer en stribe lyde og advarsler, der konstant brokker sig. Det er den klassiske kinesiske tilgang, hvor bilen er et stykke software på hjul frem for et værktøj, der bare gør, hvad man beder den om.

Jaecoo J5 er desværre undervældende at køre, og det skyldes en klassisk kinesisk svaghed: den kan ikke sende sine kræfter i asfalten. Den forhjulstrukne J5 laver hjulspin nærmest hver gang vi giver lidt gas ud af et sving eller skal lave en overhaling, og undervognen er samtidig en anelse blød og gyngende. Det er ikke kun et spørgsmål om køreglæde; når hjulene spinder, mister man kontakten til vejen, og det bliver også et sikkerhedsmæssigt problem, når det virkelig gælder.

Kineserne har generelt svært ved at finde balancen, når der skal sendes kræfter i asfalten og J5 er ingen undtagelse. Kører man stille og roligt i øko-tilstand i byen, mærker man det knap, men så snart man skal rykke lidt, stikker det af. Det er ærgerligt, for resten af bilen virker faktisk anstændigt bygget – men køreegenskaberne trækker helhedsindtrykket markant ned.

Opladning og rækkevidde er ikke Jaecoo J5’s stærke side. LFP-batteiet giver en rækkevidde omkring 400 km på papiret, men i vores testuge med kølige forårsgrader ligger forbruget et godt stykke over det opgivne, så den reelle rækkevidde nærmer sig 300 km. Det betyder kortere afstande mellem ladestop, end tallene lover.

Også ved laderen skuffer den, for en opladning fra 10 til 80 procent tager omkring 34 minutter, og toppen ligger kun omkring 135 kW. Det er ikke imponerende i 2026, hvor flere konkurrenter i samme prisklasse lader markant hurtigere. Samlet set er opladning og forbrug nogle punkter, hvor J5 tydeligst afslører den billige pris.