Jaecoo J5 test og priser
Fra 209.900 kr. · 2 varianter
Jaecoo J5 er meget bil for pengene, men det du får, afspejler prisen - køreegenskaberne og opladningen trækker den ned.









Jaecoo J5 anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker19. jun 20265/10Fordele
- Udstyr for pengene
- Kilo på krogen
- Komfortabel undervogn
Ulemper
- Kort rækkevidde
- Langsom opladning
- Rodet infotainmentskærm
Kort om Jaecoo J5
Jaecoo J5 er en ny kinesisk elbil fra Chery-koncernen, der også står bag Omoda, og den slår sig på teknologi og masser af udstyr for pengene. Modelprogrammet er meget overskueligt med ét batteri og én elmotor. Med en rækkevidde omkring 400 km og forhjulstræk lægger den sig i den billige ende af et stærkt besat felt. Spørgsmålet er, om den har andet at byde på end en lav pris og et design, der låner kraftigt fra Range Rover.
Priser og varianter
Jaecoo J5 fås i 2 varianter, fra 209.900 kr. til 229.900 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Jaecoo J5 60,9 kWh Comfort | 211 hk | 402 km | 58,9 kWh netto | 209.900 kr. |
| Jaecoo J5 60,9 kWh Exclusive | 211 hk | 402 km | 58,9 kWh netto | 229.900 kr. |
Design og farver
Jaecoo J5 er svær at se på uden at tænke på Range Rover, for både forfra, fra siden og skråt bagfra er designet fyldt med tydelige lån fra den britiske luksus-SUV. Vi havde gerne set Jaecoo tænke mere selvstændigt, men man kan sige, at de i det mindste har valgt at kopiere en af de flotteste firehjulstrækkere frem for at lave en helt generisk kasse.
Indvendigt er designet relativt rent og pænt, og bilen virker velbygget. Det er bare ikke et design, der bringer noget nyt til bordet, og det er lidt symptomatisk for hele bilen: intet skiller sig for alvor negativt ud, men intet får os heller til at tænke, at her er noget, vi ikke har set før.
Snow White
Plads og bagagerum
Jaecoo J5 leverer fornuftig plads, og fordi den ikke har den coupé-form, som søstermodellen Omoda går efter, er der reelt godt med plads på bagsædet. Vi sidder anstændigt med god benplads og hovedhøjde, der er panorama-glastag og ISOFIX-beslag på de to yderste pladser. Bagagerummet er anstændigt stort med en bundplade, der kan sænkes for ekstra plads, og på krogen må den trække 1.250 kg.
Det er en praktisk og rummelig pakke uden de store overraskelser i nogen retning. Et lille irritationsmoment er, at USB-stikket ved bagsæderne er af den gamle type frem for USB-C, og pianolakken, som Jaecoo er glade for, sidder mange steder og ser hurtigt fedtet ud. Men grundlæggende er det en velbygget kabine til pengene.


Infotainment
Inde i Jaecoo J5 er meget faktisk overraskende intuitivt. Omkring føreren sidder fysiske kontakter til spejle og lys, som vi kender det helt tilbage fra 90'erne, og det fungerer fremragende. Skærmen er nem og logisk, der er trådløst Apple CarPlay, der fungerer godt, og en trådløs telefonlader med køling, så mobilen ikke koger. På udstyr er J5 godt med, blandt andet med både varme og køling i sæderne i topudgaven.
Men der er knaster. Knapperne til klimaanlægget sidder så lavt, at det er svært at nå under kørsel, og taleassistenten forstår simpelthen ikke, hvad vi beder den om. Et lille kamera holder øje med, om vi kigger på vejen, og det er decideret irriterende, og oven i kommer en stribe lyde og advarsler, der konstant brokker sig. Det er den klassiske kinesiske tilgang, hvor bilen er et stykke software på hjul frem for et værktøj, der bare gør, hvad man beder den om.



Køreoplevelse
Jaecoo J5 er desværre undervældende at køre, og det skyldes en klassisk kinesisk svaghed: den kan ikke sende sine kræfter i asfalten. Den forhjulstrukne J5 laver hjulspin nærmest hver gang vi giver lidt gas ud af et sving eller skal lave en overhaling, og undervognen er samtidig en anelse blød og gyngende. Det er ikke kun et spørgsmål om køreglæde; når hjulene spinder, mister man kontakten til vejen, og det bliver også et sikkerhedsmæssigt problem, når det virkelig gælder.
Kineserne har generelt svært ved at finde balancen, når der skal sendes kræfter i asfalten og J5 er ingen undtagelse. Kører man stille og roligt i øko-tilstand i byen, mærker man det knap, men så snart man skal rykke lidt, stikker det af. Det er ærgerligt, for resten af bilen virker faktisk anstændigt bygget - men køreegenskaberne trækker helhedsindtrykket markant ned.



Rækkevidde og opladning
Opladning og rækkevidde er ikke Jaecoo J5's stærke side. LFP-batteiet giver en rækkevidde omkring 400 km på papiret, men i vores testuge med kølige forårsgrader ligger forbruget et godt stykke over det opgivne, så den reelle rækkevidde nærmer sig 300 km. Det betyder kortere afstande mellem ladestop, end tallene lover.
Også ved laderen skuffer den, for en opladning fra 10 til 80 procent tager omkring 34 minutter, og toppen ligger kun omkring 135 kW. Det er ikke imponerende i 2026, hvor flere konkurrenter i samme prisklasse lader markant hurtigere. Samlet set er opladning og forbrug nogle punkter, hvor J5 tydeligst afslører den billige pris.
Beregnet for 60,9 kWh Comfort
Alle specifikationer
Jaecoo J5 fås i 2 varianter. Priserne går fra 209.900 kr. for indstigningsmodellen til 229.900 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på Jaecoo J5 i varianten 60,9 kWh Comfort.
Hvad koster en Jaecoo J5 at eje?
Tallene gælder 60,9 kWh Comfort. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe Jaecoo J5?
Jaecoo J5 har reelt kun ét kort på hånden, og det er meget bil for pengene. For lige over 200.000 kr får man en rummelig, veludstyret elbil med blandt andet sædekøling, og på papiret virker det som en god pris. Men det man får, afspejler desværre prisen: køreegenskaberne er undervældende med konstant hjulspin, opladning og forbrug skuffer, og kabinen er fyldt med små irritationer.
Problemet er, at der mellem 200.000 og 300.000 kr. findes rigtig mange gode elbiler, og J5 gør ikke noget, der for alvor taler for den frem for de andre. Oven i kommer usikkerheden ved et helt nyt mærke, ingen kender, når bilen om nogle år skal sælges igen. Vil man have meget udstyr for få penge, kan J5 give mening, men vi vil klart anbefale at prøvekøre den - og gerne nogle af konkurrenterne - før man beslutter sig.