BMW iX1 test og priser
Fra 369.900 kr. · 6 varianter
Den kører federe end de fleste, men den er også mere kontant.







BMW iX1 anmeldelse
Kuffert og Kørehandsker14. sep 20267/10Fordele
- Fede køreegenskaber
- Design med karakter
- Praktisk i hverdagen
Ulemper
- Lidt hård undervogn
- Ingen frunk
- Realistisk rækkevidde
Kort om BMW iX1
Nyeste opdatering af BMW iX1 er rent teknisk med en anelse større batteri, lidt længere rækkevidde og lidt lavere forbrug, men samtidig har prisen, for alvor har flyttet sig, siden bilen kom. Den forhjulstrukne udgave starter nu et stykke under 400.000 kr. med over 500 km WLTP-rækkevidde. En relativ lille merepris giver firehjulstræk, flere kræfter og en større anhængervægt. Med den prisseddel er BMW iX1 kommet derhen, hvor den for alvor kan konkurrere, og heldigvis kører den stadig rigtig godt.
Priser og varianter
BMW iX1 fås i 6 varianter, fra 369.900 kr. til 454.900 kr.
| Variant | Effekt | Rækkevidde | Batteri | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| BMW iX1 eDrive20 M Sport Auto | 204 hk | 505 km | 64,8 kWh netto | 369.900 kr. |
| BMW iX1 eDrive20 Fully Charged | 204 hk | 494 km | 64,8 kWh netto | 389.900 kr. |
| BMW iX1 xDrive30 M Sport Auto | 313 hk | 467 km | 64,8 kWh netto | 399.900 kr. |
| BMW iX1 xDrive30 Fully Charged | 313 hk | 458 km | 64,8 kWh netto | 419.900 kr. |
| BMW iX1 eDrive20 Supercharged | 204 hk | 482 km | 64,8 kWh netto | 419.900 kr. |
| BMW iX1 xDrive30 Supercharged | 313 hk | 448 km | 64,8 kWh netto | 454.900 kr. |
Design og farver
Designet på BMW iX1 er stort set urørt i 2026-udgaven. Der er sket en lille smule på bagspoileren, som har fået en ekstra kant, men ellers er det den samme bil at se på som hidtil. Det virker som en bevidst prioritering, for den store fornyelse gemmer BMW til den kommende generation på en ny platform, som vi venter til næste år.
Indvendigt er BMW iX1 stadig ret lækker. Tager du fat om rattet og mærker rundt på det hele, føles det solidt bygget, og det hele er fast og stramt, sådan som en BMW gerne må være. Testbilen kom med et ret vildt farvevalg i kabinen, og det klæder faktisk bilen, at du kan vælge dig væk fra det grå. Et levn, vi derimod ikke har brug for, er startknappen, man skal trykke på, før der sker noget. Vi vil hellere sætte os ind, sætte i drive og køre.
Black Sapphire
Plads og bagagerum
Bagagerummet i BMW iX1 er uændret og stadig et regulært rum, der er let at pakke. Vi kan godt lide, at der er ekstra plads nede under bunden til ladekabel og andet habengut. Bagklappen åbner automatisk på et enkelt tryk, men der er ingen frunk at finde under motorhjelmen.
På bagsædet er der fint med plads i BMW iX1. Fordi bilen ikke står på en dedikeret elbilsplatform, er der en pukkel i gulvet, men den er så lav, at du nemt flytter dig fra side til side, og sidder der en i midten, er den heller ikke særligt i vejen for fødderne. Du kan få fødderne langt frem under forsæderne, så der er udmærket støtte under lårene. Soltag er ekstraudstyr, og det samme gælder de mere farverige valg til kabinen.


Infotainment
Infotainmentet er et sted, hvor BMW iX1 til gengæld ikke har overhånden. Der er ganske vist en fysisk bar til klimaanlægget, men skal du styre blæserhastighed, sædevarme eller ratvarme, skal du ind i en undermenu på skærmen. Hovedmenuen er fyldt med små ikoner, og det er ikke lige til at finde den, du står og mangler.
Til gengæld er vi ret vilde med telefonholderen i BMW iX1. Du sætter telefonen ned, lukker holderen til, og så står den fuldstændig fast, samtidig med at du kan skimme en besked uden at rode i skærmen. Til gengæld savner vi iDrive-hjulet til at styre infotainment med. Det taktile greb, hvor tre klik til højre og et skub frem bragte dig præcis derhen, du skulle, uden at kigge ned. Det fungerer godt i andre BMW-modeller.

Køreoplevelse
BMW iX1 er den slags bil, du tager på. Allerede når du griber om rattet, kan du mærke, at der er noget, der vil noget, og styretøjet giver dig lyst til at køre. Kaster du den ind i en kurve, kører den federe end de fleste i klassen, og det er her, den har sin overhånd. Kompromiset er bare, at den er mere kontant, når du rammer bump, ujævnheder og en kantsten inde i byen.
Man skal være villig til at give lidt på komforten for at få en bil med gode køreegenskaber. Din dom over iX1'ens undervogn afhænger med andre ord i høj grad af, hvad du kommer fra og hvordan du prioriterer skarpe køreegenskaber og komfort.



Rækkevidde og opladning
Opladningen er det punkt, hvor BMW iX1 ikke har rykket sig med 2026-modellen. Den lader stadig med 130 kW, præcis som før, så der er ingen gevinst at hente ved lynladeren ved at vælge den nye årgang. Gevinsten ligger et andet sted: batteriet er blevet en anelse større og forbruget en smule lavere, så WLTP-rækkevidden er kravlet lidt op, men sindssygt spændende er det ikke.
Det interessante er, hvad rækkevidden bliver til i virkeligheden, og der har vi tal fra en ejer med over 50.000 km bag rattet. Vi kører omkring 400 km på en opladning iX1 xDrive, og holder vi os til ren motorvej, lander vi på 350 km.
Beregnet for eDrive20 M Sport Auto
Alle specifikationer
BMW iX1 fås i 6 varianter. Priserne går fra 369.900 kr. for indstigningsmodellen til 454.900 kr. for topmodellen.
Det folk søger på
Bil og motor
Batteri og opladning
Mål, vægt og garanti
Udstyr og standardpakke
Herunder ser du hvad der følger med som standard på BMW iX1 i varianten eDrive20 M Sport Auto.
Hvad koster en BMW iX1 at eje?
Tallene gælder eDrive20 M Sport Auto. Elbiler betaler den laveste sats i grøn ejerafgift, og strømprisen er regnet ud fra bilens eget forbrug.
Bør du købe BMW iX1?
BMW iX1 er stadig en god elbil, og den vigtigste nyhed i 2026-udgaven er ikke teknikken, men prisen. Opdateringerne er så små, at de ikke i sig selv er en grund til at skifte. Til gengæld er startprisen faldet markant, siden bilen kom, og det er dét, der gør den relevant igen. Vores klare anbefaling er, at du kigger grundigt på den forhjulstrukne variant, før du bruger ekstra på firehjulstræk og flere kræfter.
Skal du købe en BMW iX1, skal du gå til den med åbne øjne på to punkter. Undervognen ligger i den stramme ende, og kommer du fra en blødere bil, skal du køre en ordentlig tur, før du skriver under. Den er ret kontant. Betjeningen kræver tilvænning, for menuerne er lidt rodede, og har du kørt BMW før, kommer du til at savne iDrive-hjulet. Kan du leve med de to ting, får du en elbil, der er solidt bygget, praktisk i hverdagen og sjovere at køre end det meste i klassen.