Om Bilmo

En uafhængig dansk platform, der samler realtidsdata på alle elbiler på det danske marked med ærlige anmeldelser fra Kuffert & Kørehandsker.

Sådan blev Bilmo til.

Gustav Riegels, Balder Seland, Jacob Dalby og Henrik Dreboldt
Fra venstre: Gustav Riegels, Balder Seland, Jacob Dalby & Henrik Dreboldt.

Det begyndte med en mail i oktober 2025. To unge aarhusianske iværksættere, Gustav og Balder, ville pitche en idé til de to motorjournalister bag Kuffert & Kørehandsker. Svaret var et gigantisk ja.

Idéen var Bilmo: en uafhængig platform med guides og data til den elbilsøgende dansker, koblet sammen med Kuffert & Kørehandskers anmelderunivers. Et redskab, der kombinerer de kvantificerbare dele af et bilkøb — pris, bagagerumsvolumen, rækkevidde, ladehastighed — med de kvalitative: hvor god lårstøtten er, hvor gode assistentsystemerne er i virkeligheden, om udsynet fra førersædet er godt, og om bilen leverer vejgreb eller kører som Bambi på glatis.

På YouTube-kanalen har vi samlet pointerne fra over 800 biltests gennem ti år. Men der manglede et setup — en ramme, der kunne få folk på sporet af de rigtige biler, før de tunede ind på YouTube. Bilmo blev den ramme.

Du svarer på fem til syv spørgsmål om budget, kørselsbehov, pladsbehov, og om du gerne vil sidde højt eller lavt. Ud fra dine svar får du tre biler, du kan sammenligne på data og dom på samme side. Plus et direkte link til testvideoen og en sides opsummering. Uden at nogen forsøger at sælge dig noget — og hvor målet er, at du på kortest mulige tid bliver bedst muligt klædt på til at træffe et valg.

Holdet bag Bilmo.

Fire mennesker, én platform. To motorjournalister med over 20 års erfaring fra Bilbasen, Berlingske og Bilmagasinet — og to founders, der bygger maskinrummet.

Henrik Dreboldt

Henrik Dreboldt

Motorjournalist & bilanmelder

Henrik har testet over 4.000 biler siden 2003 — først på en stribe lokalaviser, siden på Berlingske, og udgivet i alt fra Børsen til Bilmagasinet. Stilen er personlig, med sans for drama og detalje og fokus på det emotionelle ved biler: design, stemning og den måde en bil føles på bag rattet. Ros kan være begejstret, kritik kontant — næsten altid med overskud og et glimt i øjet.

Jacob Dalby

Jacob Dalby

Bilanmelder & tidligere racerkører

Jacob har testet biler i over ti år — først på Bilmagasinet og siden som redaktør på Bilbasen.dk. En fortid som racerkører giver ekstra tyngde i de hurtigste biler. Stilen er nøgtern og teknisk stærk, med fokus på det, der reelt betyder noget for køberen: effektivitet, rækkevidde, køreegenskaber og brugsværdi. Ros gives med måde — han er født og opvokset i Nordjylland.

Gustav Riegels

Gustav Riegels

Forretning & strategi

Gustav er 25 år, læser en kandidat i finance & international business på Aarhus BSS og har seks år bag sig i bilbranchen plus en livslang passion for biler. Bilmo har han forsøgt at bygge før — for tre år siden kom han ikke i mål, men idéen blev. Nu kører han forretning, retning og kommercielle samarbejder, klart adskilt fra redaktionen.

Balder Seland

Balder Seland

Web, design & content

Balder er 24 år og har de sidste ti år levet af at lave content og redigere videoer til YouTube og andre platforme. Har redigeret for Henrik i fem år, lavet dokumentarfilm med Suspekt og turneret med dem, og samarbejdet med en stor del af de danske YouTubere undervejs. På Bilmo bygger han platformen, designer brugeroplevelsen og driver tilstedeværelsen på TikTok, Instagram og Facebook.

Konceptet.

Bilmo hviler på tre ting. De ændrer sig ikke — heller ikke når kommercielle interesser banker på. Det er dem, der gør Bilmo til Bilmo.

Uafhængig redaktion

Vores anmeldelser kan ikke købes — heller ikke når vi har kommercielle samarbejder. Det er ikke en politik, det er fundamentet. Den dag vi giver køb, holder Bilmo op med at give mening.

Data plus dom

Pris, rækkevidde, ladehastighed og 50+ andre datapunkter opdateres automatisk, så tallene altid følger virkeligheden. Oven på data lægger vi den menneskelige dom: lårstøtten, assistentsystemerne, udsynet, vejgrebet.

Kun elbiler. Kun Danmark.

Ingen benzin, ingen plug-in hybrider, ingen modeller du ikke kan købe i Danmark. Vi specialiserer os, så du kan fokusere — og så vi kan gå i dybden, hvor det betyder noget.